Da min perleplade gik i stykker, meldte store spørgsmål sig

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg sidder med et barnebarn og laver perleplader ud fra skabeloner. Hun laver som så ofte før et rødt hjerte.

Jeg er i gang med at lave en hund. Jeg må bruge en pincet, for mine pølsefingre er for store til alle de små perler. Mens jeg lægger perlerne en for en, begynder jeg at se dem som metaforer for den, jeg er blevet, for det og dem, der har formet mig. En for min mor, en for min far, en for mit barndomshjem, en for skolen med kammeraterne og yndlingslæreren, en for kirken, jeg blev døbt i, en for naturen på hjemegnen, en for de mange bøger og aviser, jeg læste, en for FDF og fodboldklubben og så videre.

Da min hund til sidst er fyldt med perler i mange farver, bliver jeg både glad og taknemmelig for de mange mennesker og erfaringer, som har formet mig.

Barnebarnet er færdigt med sit røde hjerte. Hun er i gang med strygejernet. Nu skal hjertet støbes i cement eller i hvert fald klistres sammen, så formen bliver permanent. Jeg er også klar med min kulørte hund, men da jeg rejser mig lidt for hurtigt fra bordet, taber jeg alle perlerne ned på gulvet og står kun med den nøgne hvide hund i min hånd.

Jeg tænker, mens jeg samler perler op, hvor ofte har jeg ikke troet, at noget i mit liv stod urokkeligt fast? Hvor ofte har jeg ikke gjort mine historier om min egen historie og mine forestillinger om Gud mere faste, end de egentlig var? Fortiden føles ofte tryg, det vi har lært, kan synes at være det eneste rigtige, for det sagde mor, far, læreren, præsten eller en anden autoritet. Men vores historier, tanker og egen historie er lige så skrøbelige som alt andet, vi mennesker er en del af.

Jeg kommer til at tænke på den unge mand, der kommer til Jesus og vil høre hvad skal han gøre for at arve evigt liv.

Jesus peger på den unge mands perler:

»Hvad bygger du dit liv på?«

Han fortæller, at han bygger sit liv på det, han har lært om tro, moral, kultur og tradition. Hvad hans mor, far, rabbiner, lærere og andre autoriteter har sagt. Hans perleplade er meget fin. Alt er i orden. Han har gjort det, han skulle.

Men han vil gerne mere. Han vil have flere perler på pladen.

Jesus siger: »Sælg alt, hvad du ejer, giv det til de fattige, og kom så og følg mig.«

Med de ord skubber Jesus blidt til hans hånd, så alle perlerne flyver rundt om ørene på den unge mand.

Hvad vil du selv? Når det kommer til stykket, hvad vil du så selv? Har du alle svarene i dine perler? Kan de give dig en sikkerhed, et stabilt fundament? Hvem er du, når de falder på gulvet? Hvem er din gud? Og hvem er Gud?

Mine tabte perler er nu tilbage i den store bøtte sammen med tusindvis af andre. Måske skal mit liv ikke stryges fast én gang for alle. Måske skal både mit liv og Gud have lov til at forblive levende og åbne mysterier med masser af farverige perler.

Liv og tro handler ikke om sikkerhed. Det handler om villighed til hele tiden at lade sig forme. Jo, der er masser af mennesker og erfaringer, der har været med til at gøre mig til den, jeg er, men jeg kan ikke gøre min tro, kultur, moral, opdragelse, slægt, uddannelse eller familie til hverken gud eller adgangsbilletter til himlen.

Imens gør barnebarnet klar til at lave endnu et rødt hjerte. Hun har givet mig det første nystrøgne. Det gemmer jeg.

Den store bøtte er fyldt med perler. I bøtten er min fortid og min fremtid.

Lige nu laver vi hjerter.