Sommeren er ikke let for alle

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Så er bilen pakket! Vi har alt for meget med, men det er lige meget. Vi glæder os til at være en del af den sydkørende motorvejssnegl helt fra den aarhusianske Sydby til Sydfyn. Hele familien inklusiv hunden Robin er proppet ind i bilen sammen med alt, hvad vi kan komme i tanke om, vi kunne få brug for de næste sommeruger på Langeland.

Og oven i glæden over også at have fået plads til mælkeskummeren og ekstra benplads hen over køletasken glæder vi os over at være en del af alle de andre, som heller ikke kan se ud af bagruden.

Vi glæder os over at være sammen og over at være så selvbestemmende, at hvis vi vil købe hotdogs allerede ved Ejer Bavnehøj, så gør vi bare det. Jeg ved ikke, om de andre feriebilister i spor 1, 2 og nu også 3 ved Skanderborg føler samme samhørighed med os, som vi gør med dem. Jeg ved ikke, om deres sommerferie begynder med samme boblende glæde gennem den ekstra vejarbejdsrejsetid forbi Normals gigantbygning, og om de også familiegætter på, hvor mange unikke pakker med vatpinde der kan være i det, der virker som verdens største bygning. Vi har virkelig talt ned til sommerferien, og nu skal vi afsted.

Jo, jeg glæder mig. Og jeg føler mig heldig. Jeg føler mig privilegeret. Samtidig ligger der en lille uro et sted mellem hjertet og sikkerhedsselen. For jeg ved godt, at ikke alle tæller ned til sommerferien på samme måde som os.

Det er langt fra alle, der kommer afsted. Det er ikke alle, der har nogen at holde ferie med. Ikke ethvert aarhusiansk barn vokser op i en familie, hvor sommeren betyder familietid, Uno og grillaftener. For nogle er det økonomien. For andre er det ensomheden. Nogle har mistet én, de plejede at rejse med. Nogle er syge. Nogle er lige blevet skilt eller mærker stadig skilsmissen, selv om den ligger år tilbage. Nogle har børn, der ikke trives. Nogle har forældre, der ikke kan komme afsted. For dem er sommeren ikke nødvendigvis seks ugers frihed med isvafler, bølgepomfritter på turen eller udsigt til kulturoplevelser, souvenirs og badestrande. Den er ugevis, der skal bæres igennem.

Når vi andre fylder motorvejene mod syd, bliver Aarhus ikke tom. Ud over de valfartende turister er der stadig omkring 60.000 aarhusianere, som holder sommer lige her. Ikke fordi de aktivt har valgt det til, men fordi livet blev sådan – i hvert fald for en stund.

Det kan mærkes, når vi lukker de fleste fællesskaber ned på én gang. Dem, der ellers giver rytme til dagene og selskab. Skolen holder ferie. Foreningen holder pause. Strikkeklubben mødes ikke. Caféen har ændrede åbningstider. Det er helt naturligt. Vi skal holde ferie. Det skal vi. Det må vi godt, og vi må også glæde os!

Men måske skal vi ikke holde helt ferie fra hinanden.

Det behøver ikke være stort. Måske er det et spørgsmål over hækken, inden vi kører. En ekstra invitation til grill, når vi kommer hjem. En legeaftale, inden vi tager afsted. En sms til én, der plejer at være alene. En kop kaffe på trappen. At vi husker at spørge: »Hvordan går din sommer?«

Vi tæller norske nummerplader, deler rugbrødsklappere ud i bilen og drikker kaffe. Vi er på vej. Vi glæder os over vores ferie. Og så må vi gøre os lidt ekstra umage, skubbe noget af vores habengut til side, så vi kan se bare lidt ud af vores bagrude mod de af vores venner, naboer, kolleger og klassekammerater, for hvem sommeren ikke kun føles som en glædelig ferietid, som godt måtte vare mindst en uge mere.