Socialt ansvar bør også omfatte de mest udsatte
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
I Din Avis Skanderborg 8. juli fortæller formanden for Arbejdsmarkedsudvalget, Birgitte Majgaard (K), om en ny pris, der skal anerkende virksomheder, som yder en særlig social indsats. Det er et positivt initiativ. Virksomheder, der påtager sig et socialt ansvar, bør naturligvis anerkendes for deres bidrag.
Artiklen rejser imidlertid et væsentligt spørgsmål: Hvad er planen for de borgere, der er længst væk fra arbejdsmarkedet, og som har behov for en særlig og individuelt tilrettelagt indsats? Det gælder blandt andet borgere med diagnoser som autisme, ADHD, psykiske lidelser eller andre kognitive udfordringer, som ikke uden videre kan rummes i de almindelige beskæftigelsestilbud.
Samtidig undrer jeg mig over påstanden om, at borgere, der har været tilknyttet Danmarksvej, ikke er kommet videre i deres liv på grund af tilbuddet
I mange år har værkstederne på Danmarksvej været et tilbud til netop denne gruppe. Her har borgere med komplekse udfordringer og diagnoser haft mulighed for at udvikle sig i et struktureret og trygt miljø med den nødvendige støtte. Når dette tilbud bortfalder, bør der foreligge en tydelig beskrivelse af, hvilket alternativ kommunen tilbyder disse borgere.
Jeg savner derfor fortsat et klart svar på, hvad der konkret skal erstatte et tilbud, som har været målrettet borgere med særlige behov og diagnoser, og som ikke umiddelbart kan rummes i de almindelige beskæftigelsestilbud.
Samtidig undrer jeg mig over påstanden om, at borgere, der har været tilknyttet Danmarksvej, ikke er kommet videre i deres liv på grund af tilbuddet. Hvilket grundlag bygger denne vurdering på? Er den baseret på dokumentation, evalueringer og konkrete resultater, eller er der tale om en antagelse?
Når der træffes beslutninger om nogle af kommunens mest sårbare borgere, bør de hvile på et solidt fagligt og dokumenteret grundlag samt på en klar plan for det videre forløb. Socialt ansvar handler ikke alene om at anerkende virksomheder, der gør en indsats. Det handler også om at sikre, at borgere med diagnoser og de største udfordringer fortsat har et relevant og målrettet tilbud.
Det bør også gælde dem, der har den længste vej til arbejdsmarkedet.
læser
Vi skal have en permanent kaserne i Syddjurs
lige nu