Fire spildte år: Skal en fars hjerneblødning betale for kommunens spareplaner?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Efter en svær ponsblødning i hjernestammen har jeg mistet funktionen i min højre arm og mit ben. Men jeg har ikke mistet min hjerne, min vilje eller min klokkeklare ret til at genvinde mit liv for mine to elskede børns skyld.

En uafhængig specialistrapport fra en neurologisk specialklinik slår fast sort på hvidt: »Jeg har et stort biologisk genoptræningspotentiale.« Kravet er målrettet, intensiv en-til-en-neurofysioterapi. Alligevel har visitationsafdelingen i Grenaa udstedt et usagligt afslag jf. servicelovens § 86, stk. 1.

I fire år har forvaltningen spist mig af med et uegnet kommunalt holdtilbud, udelukkende for at beskytte rådhusets budgetkasse og satse på, at jeg gav op.

Jeg fylder 54 år om lidt. Jeg har en sprogløs søn, Tobias, og en datter, Johanna, som har krav på at få deres stærke, mobile far tilbage. Norddjurs Kommune forsøger kynisk at tie min genoptræningsret og mine hjælpemidler ihjel bag lukkede døre.

Men jeg giver ALDRIG op.

Min sag er sendt til Ankestyrelsen, og en topadvokat har overtaget mit juridiske angreb. Jeg stopper overhovedet ikke med at råbe forvaltningen og lokalpolitikerne op, før de lever op til deres lovmæssige ansvar og åbner dørene for den genoptræning, jeg har krav på.

Værdighed er ikke noget, Norddjurs Kommune skal spare væk.

Det er en ret.