Fortsæt til indhold

Fængslet i eget hjem

Debat
Thomas Bodh HansenPosthaven, Grenaa

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Mens Norddjurs Kommunes ledelse har travlt med at bortforklare deres svigt i avisen, er den rå virkelighed for os borgere, der sidder i kørestol, en helt anden. I min hverdag på Posthaven oplever jeg en service fra hjemmeplejens ledelse, der føles som massiv chikane, og som reelt holder mig fængslet i mit eget hjem.

Som lammet efter en svær hjerneblødning er jeg fuldstændig afhængig af hjælp. Alligevel har ledelsen besluttet, at jeg kun kan få bevilget uridomer til natten. Hvis mit uridom falder af i løbet af dagen, nægter hjemmeplejens omsorgspersonale pure at give mig et nyt på.

Beskeden er kold og kynisk:

Systemet siger nej.

Oven i det er jeg blevet spist af med en 1-dagspose.

Det betyder i praksis, at jeg overhovedet ikke kan forlade min stue. Jeg kan ikke tage ud af huset, jeg kan ikke leve et værdigt liv, og jeg er reelt spærret inde. Er det den værdighed og omsorg, som lokalpolitikerne i Norddjurs Kommune praler af over for offentligheden?

Det kan sgu ikke passe, at systemets regneark skal fængsle et levende menneske. Jeg finder mig ikke i det mere.

Se video: