»Min venindes formaning dukker med jævne mellemrum op i mit hoved – konsekvent hver eneste gang, jeg spiser fisk«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Jeg har en veninde, som for en del år siden sagde, at hvis ikke man kunne spise fisk uden at sortere fiskebenene fra i munden, så var man ikke gammel nok til at spise fisk.

Det lyder næsten som et gammelt ordsprog, der kunne betyde noget i retningen af: »Du skal være dig opgaven voksen.« Det var nok også det min venindes udsagn afspejlede. Hendes formaning dukker med jævne mellemrum op i mit hoved og konsekvent hver eneste gang, jeg spiser fisk.

Det gjorde jeg for nylig i sommerhus. Grillede hele makreller under åben himmel i sommervarmen. Det krævede, at jeg holdt tungen lige i munden, for der var godt nok mange ben.

Hvorfor nu denne snak om fiskeben i en præsteklumme?

Måske fordi jeg synes, det er et sjovt udsagn. Måske fordi jeg tænker, at det har en grad af blikfang over sig. Måske fordi fisken i 2000 år har været symbol på kristendommen. Det blev den, fordi kristendommen i sin spæde begyndelse var udsat for forfølgelse. Derfor udviklede de første kristne dette symbol, fisken, så man kunne genkende andre kristne. Derfor kunne fisken ses på for eksempel gravsten og mødesteder for de kristne. På den måde vidste kun de indviede besked.

Men hvorfor blev det egentlig en fisk, der blev symbol for den nye religion? Fordi fisk på oldgræsk hedder ιχθυς (ichtys). De græske bogstaver i ordet svarer til begyndelsesbogstaverne i sætningen Ἰησοῦς (Jesus) Χριστός (Kristus) Θεου (Guds) Υἱός (søn) σωτήρ (frelser). Så med et enkelt, ganske normalt ord, nemlig fisk, kunne man nu pludselig fortælle andre kristne, at man tilhørte samme religion.

Man kan med lidt frækhed sige, at de tidlige kristne var voksne nok til at sortere fiskebenene fra i munden. De risikerede alt, også deres liv, for deres tro på, at Jesus Kristus var Guds søn. Det er ikke noget, man gør halvhjertet.

Helt samme situation står jeg ikke i. Derimod er jeg nyuddannet præst og står nu i mit første embede. Det gør jeg med alt, hvad det indebærer: menighedsrådsmøder, gudstjenester, dåb, bisættelser, konfirmationsforberedelse, nye kollegaer, ny dagligdag og så videre.

Det kan umiddelbart virke som en stor fisk at skulle sluge. Der er nok ting at tage fat i, og ting tager tid, når man ikke har rygsækken fuld af præsteerfaring. Men heldigvis er det det, jeg fylder rygsækken op med og samtidig det, jeg gerne vil lave.

Præstearbejdet har nemlig allerede vist sig at være et enormt givende og meningsfuldt arbejde blandt og med mennesker og de ben, der pludselig dukker op. Derfor giver det også mening at blive ved med at samle erfaringer og fiske fiskeben fra.