Norddjurs Kommunes »omsorg« er et glansbillede
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Norddjurs Kommune ynder i pressen at prale af deres store »omsorg«. De har endda udtalt: »Hvis vi ikke selv råder over den nødvendige ekspertise, så skal vi købe det«. Men som handicappet kørestolsbruger efter en svær hjerneblødning oplever jeg det stik modsatte. Bag de fine ord gemmer sig et system, der reelt betvivler, at jeg har krav på et liv uden for hjemmets fire vægge.
Tag min personlige hygiejne og værdighed: min brug af uridomer. Hjemmeplejen nægter at hjælpe mig, hvis et uridom falder af om natten – hvilket er sket to gange på tre måneder, udelukkende fordi personalet ikke magter at sætte det ordentligt på. Min egen læge har sendt akutte beskeder til kommunen tre gange for at finde en løsning. Svaret er total tavshed. Det føles som ren chikane frem for omsorg.
Det samme gælder min fysiske genoptræning. Jeg har sort på hvidt fra en privat neuroklinik, at jeg har et stort fysisk udviklingspotentiale. Jeg har lavet markante fremskridt med min balance, forflytning og gangfunktion under den rette ekspertise. Men i stedet for at støtte min kamp for at bevare min mobilitet og få et aktivt udeliv, lukker kommunen kassen i.
Hvis I ikke selv har medarbejdere med den nødvendige neurologiske ekspertise til at genoptræne mig, så hold jeres eget løfte fra avisen: Køb ekspertisen udefra!
Hold op med at stikke offentligheden løgne om jeres omsorg. Lev op til jeres ansvar som myndighed, og giv mig min værdighed, mit udeliv og min genoptræning tilbage.