Aarhus venter altid på mirakler
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
”Mens Aarhus venter på miraklet” er en tilstand.
En aarhusiansk evighed fordrives med at vente på det usandsynlige for vores fodboldklub.
Det er vi nødt til, for alle øvrige fodboldklubber i toppen af dansk fodbold har enten fusioneret eller solgt arvesølvet (altså klubejerskabet) for at få de økonomiske muskler, alle eksperter og kommentatorer mener er nødvendige for at være topklub.
Vi har ingen sugardaddy, og vi har stadig det samme navn som i 1880. Og gudskelov for det! Vores sjæl er intakt, men som en halvfattig pige af god familie i en regency-roman må vi erkende: our prospects are not great!
Klubben tager en anden vej - den heltemodige vej, synes alle vi uforbederlige fodboldromantikere. Konsolidering, organisk vækst, økonomisk ansvarlighed. Den vej er både usikker og langsom, og bliver stadionbyggeriet pludselig 100 millioner (eller mere) dyrere, står der ikke en hosekræmmer klar til at dække regningen. Næ, så koster det på kapacitet og faciliteter - og på relationerne til by og skatteborgere.
Så mens der knokles løs i det aarhusianske maskinrum over de seneste 12 år for at indfri drømmene, har vi fans kun haft én mental mulighed siden den tunge ende af 90’erne: at håbe på mirakler.
Og for satan, hvor er vi gode til det!
Mirakeldrømmeri får os afsted til en iskold omgang ydmygende prygl på hjemmebane, til en latterlig exit fra pokalen eller en æreløs ditto fra Europa. Men I kan ikke nå os! For for os er det overhovedet at komme i Europa et mindre mirakel. Pokalfinaler lige så. Og ikke mindst overhovedet at komme i nærheden af en medaljeceremoni som andet end æresport, mens nogle andre opnåede storhed på vores hjemmebane. AGF har været så fandens langt fra storhed, at selv vores løbebane vandt medaljer før os, personificeret i Sara Slots flotte EM-sølvmedalje i hækkeløb i 2016.
Så at opsøge mirakler er vores sjæl, vores identitet, vores modus operandi, om man vil (og når man har været i P1, så må man godt bruge sådan et højrøvet udtryk). Så fat mod!
Lech Poznan har uforvarende bragt os i vores favoritposition som underkuede underdogs, med alt at vinde og intet at miste. Og i disse timer rejser 2.000 skingrende sindssyge og helt vidunderlige aarhusianere østpå. Uden meget håb, men med en ukuelig drøm om, at også i Polen er miraklernes tid ikke forbi.