Fortsæt til indhold

Tomme løfter fra Norddjurs Kommune

Debat

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

I Din Avis Norddjurs 17. juli udtalte KOMMUNENS ledelse, at hvis de ikke selv har ekspertisen på egne centre, skal de købe den udefra.

Nu har virkeligheden ramt. En specialistrapport fra Neuroklinikken i Åbyhøj dokumenterer, at jeg har et stort genoptræningspotentiale efter min hjerneblødning. Mine lammelser kræver intensiv, individuel en-til-en neurofysioterapi.

Da jeg konfronterede trænerne på Posthaven med rapporten, var svaret klart: Det kan vi ikke tilbyde dig her. De har kun almindelig holdtræning.

Posthaven indrømmer, at de mangler ekspertisen. Alligevel har forvaltningen givet mig afslag. Ledelsen bryder derved det løfte, de lige har givet offentligheden.

Hvorfor skal mit helbred visne bort, når ledelsen har lovet at købe hjælpen udefra?