Er dommen fældet over Domen?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Udviklingen af de bynære havnearealer i Aarhus har over de seneste snart 20 år gradvist forvandlet den tidligere industrihavn til et stadigt mere pulserende levested for mennesker. Fra Nørreport langs Bernhard Jensens Boulevard til Jette Tikjøbs Plads bliver der boret, bygget og beboet i ét væk, og efterhånden er der ikke mange ledige matrikler tilbage i den nye bydel, vi på godt og ondt har lært at kende som Aarhus Ø.

Med den seneste udviklingsplan for Pier 3, der blev politisk vedtaget sidste år, går man snart i gang med at konvertere den sidste store bid af den tidligere container- og færgehavn til – i bedste fald – en tilgængelig, attraktiv og blågrøn overgang mellem land og vand; mellem by og bugt. Skønt planen er omdiskuteret og med en vis rimelighed kritiseres for at være mere grå end grøn, anerkender Danmarks Naturfredningsforening (DN) at den også rummer kvaliteter og drager på læren fra de fejltrin, der blev begået i udviklingen af Pier 4.

Men ét område på Aarhus Ø ligger fortsat uplanlagt hen, og adresseres kun meget overfladisk i udviklingsplanen for Pier 3. Og det er måske egentlig ikke så skidt endda.

Det drejer sig naturligvis om Pier 2, der i umiddelbar forlængelse af Navitas og Bestseller-kolossen smyger sig undseeligt ud i midten af havnebassinet og således udgør en centralt placeret ø og oase omgivet af stål, glas, beton og det åbne vandspejl. Her fra dette urbane epicenter har man udsigt over hele den indre del af Aarhus Havn og kan betragte overgangen fra havniveau til de himmelstræbende højhuse i nord og syd og videre til de gamle historiske pejlemærker som Pakhus 13, Toldboden og Domkirken udgør, derimellem. Det er en nærmest surrealistisk panorering, der i et blink med øjet afdækker en mange hundredårig historisk forandringsproces, fuld af kontraster og arkitektoniske vidnesbyrd om skiftende tider og udtryk.

På Pier 2 fornemmer man imidlertid en sælsom forankring i havnens og byens historie. Her mister man ikke fodfæstet, trods storbyens rivende udvikling; her står tiden stille, men peger samtidig fremad på alternative og mindre forjagede måder at være sammen på. Og her sameksisterer mennesker og natur så godt og meningsfuldt, som det vel næsten kan lade sig gøre indenfor bymurene.

Sådan var det hvert fald indtil udgangen af sidste år, hvor kommunen trak stikket på de aktiviteter, der holdt liv i området, herunder ikke mindst det fysiske pejlemærke og sociale omdrejningspunkt, Domen. Siden har området ligget hen, suspenderet i en tilstand af uvished og delvist bristede illusioner.

For ganske nyligt er det imidlertid lykkedes ihærdige ildsjæle at samle de nødvendige 1.500 underskrifter på et borgerforslag og derved pålægge Byrådet at behandle spørgsmålet om Domens fremtid.

I den forbindelse bør politikerne løfte blikket og inddrage den geografiske kontekst i deres overvejelser. De bør benytte anledningen til at genoverveje fremtiden for ikke blot Domen, men for hele Pier 2 og de naturværdier som er opstået derude og som kan styrkes yderligere, til glæde for alle byen borgere og besøgende.

Der kan være mange gode grunde til at ville fremme naturen i byen, men uanset motivationen ender en halvhjertet indsats oftest med primært at tilgodese menneskets behov for rekreative opholdsrum. Naturen bliver i bedste fald et strengt kontrolleret biprodukt, underlagt nogle snævre begrænsninger i både kvalitet og omfang. Og det er i grunden en skam, fordi det urbane landskab faktisk rummer potentialer for varierede levesteder for en mangfoldighed af arter – særligt der, hvor vi mennesker er indstillet på at afstå plads og lade stå til.

Man kan selvfølgelig altid diskutere (og det gør man også), hvorvidt det overhovedet bør være en dedikeret opgave at indtænke biodiversitet i byudvikling. Man kommer dog ikke uden om, at byen rummer et stort biodiversitetsunderstøttende potentiale, idet arealerne – i modsætning til det åbne land eller skovene – sjældent er genstand for produktionsinteresser. Bortset fra den menneskelige forfængelighed og intolerance, er der i byen ikke umiddelbart noget, der forhindrer sameksistens med arter, som de fleste andre steder trues af vores intensive arealudnyttelse.

Og deri består udfordringen, idet vi mennesker er virkelig forfængelige og intolerante, og virkelig dårlige til at efterlade plads til unyttighed. Men faktum er, at den rigtigt interessante og værdifulde bynatur typisk opstår der, hvor vi ikke gør os de store anstrengelser med at tilrettelægge ordnede blomsterbede, veltrimmede græsplæner eller nydeligt klippede buske. Biodiversiteten i bymiljøet trives i virkeligheden oftest bedst på de arealer, der bliver tilovers, når vi gennemfører en byudvikling; selv en byudvikling med i øvrigt velmente biodiversitetstiltag.

Derfor bør vi i forbindelse med udviklingen af Aarhus Ø måske overveje, om vi visse steder skal undlade at gøre noget – eller i hvert fald ikke gøre særligt meget? De fleste muligheder er efterhånden forpasset, men på Pier 2 eksisterer endnu chancen for at efterlade plads til det spontane. Her bør de åbne arealer bevare den interimistiske og uplejede karakter og forblive en oase for nøjsomme planter og andre skæve eksistenser.

Ruderatet er som landskabselement foranderligt og dynamisk, men forandringen bør foregå på naturens præmisser og være drevet af nysgerrighed og mulighed for at eksperimentere med udtrykket. Det vil stadig være muligt at udvikle frirummet for både natur og mennesker på Pier 2, og f.eks. skabe tættere forbindelse til vandet omkring øen. Og det grønne islæt skal have lov at gro og brede sig endnu mere - og i mere end én forstand.

Det er tankevækkende, at ”uplanlagte” områder som f.eks. Godsbanen eller Refshaleøen i København ofte fremhæves af planlæggere og politikere, som værdifulde bymiljøer med en særlig atmosfære, der øger mangfoldigheden og forskelligheden. Men alligevel eksisterer de typisk på lånt tid, som en forbigående overgang fra relativ materiel unyttighed til intensiv nyttiggørelse og profitmaksimering.

Pier 2, med dens såkaldte ukrudt, rå charme, kreative miljøer og grønne nyttehaver, befinder sig i dag på dette borgernære, befriende stadie af improvisation og uplanlagt forandring, som udgør et urbant frirum og en attraktion i sig selv, og som uundgåeligt vil lide under en målrettet og stringent ”opgradering” til noget andet. Uanset om beslutningen endnu ligger hos politikerne eller allerede er overgået til udviklere og entreprenører, så ville det således være en konsekvent og modig beslutning, at lade den alternative ånd og drivkraft overleve på stedet, uden at underlægge den en kultivering til idéforladt urban metervare.

Der skal derfor fra Danmarks Naturfredningsforening lyde en appel om at se på værdien af det eksisterende og nøje overveje, om det egentlig kan gøres meget bedre?