Stofhandel ved skoler bør straffes hårdere

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Der er steder i vores samfund, som bør have en særlig status. Skoler, dagtilbud og de fritidsmiljøer, hvor børn og unge færdes, er blandt dem.

Alligevel oplever vi, at områder omkring skoler og daginstitutioner bliver brugt til handel med ulovlige stoffer. Også i Aarhus. Det sker på parkeringspladser, ved skoleområder og andre steder, hvor børn leger, unge mødes, og forældre hver morgen afleverer deres børn.

Det rejser et principielt spørgsmål.

Skal det have konsekvenser for straffen, når man vælger at sælge ulovlige stoffer dér, hvor børn og unge færdes?

Det mener jeg.

Dansk ret bygger allerede på, at omstændighederne omkring en forbrydelse har betydning for strafudmålingen. Det gælder også narkotikakriminalitet. I dag tillægges det eksempelvis skærpende betydning, når narkotika sælges på diskoteker, ved koncerter og musikfestivaler eller ved arrangementer, hvor hovedsageligt børn og unge deltager.

Men den samme tydelighed gælder ikke skoler og dagtilbud. Det er svært at se logikken i. Faktisk har staten allerede anerkendt problemets særlige karakter. Siden 2021 har den såkaldte politigaranti betydet, at politiet skal reagere hurtigt på anmeldelser om åbenlyst narkosalg på eller omkring grundskoler og ungdomsuddannelser.

Hvis vi politisk har besluttet, at narkohandel ved en skole er så alvorligt, at det kræver en særlig politimæssig reaktion, bør det samme princip afspejles, når straffen skal fastsættes.

Derfor bør Folketinget præcisere reglerne og ikke mindst lovbemærkningerne, så salg af ulovlige stoffer på eller i umiddelbar nærhed af skoler, dagtilbud og organiserede fritidstilbud for børn og unge skal betragtes som en skærpende omstændighed ved strafudmålingen.

Det handler ikke nødvendigvis om endnu en generel forhøjelse af strafferammerne. Det handler om at gøre lovgivers intention utvetydig. Den, der bevidst henlægger sin narkotikahandel til steder, vi har indrettet til børn og unge, skal straffes hårdere.

En strafskærpelse løser naturligvis ikke i sig selv problemet med narkotikahandel, og vi skal være varsomme med forestillingen om, at enhver samfundsudfordring kan løses ved at hæve straffen.

Men straffelovgivning handler ikke alene om afskrækkelse. Den udtrykker også, hvilke hensyn samfundet tillægger særlig vægt.

Når man vælger at sælge stoffer ved en skole eller en daginstitution, er problemet derfor større end selve stofhandlen. Man trækker kriminalitet og den utryghed, der følger med, direkte ind i miljøer, hvor børn skal kunne færdes trygt.

Kommunerne har ansvar for forebyggelse, indretningen af vores byrum og samarbejdet mellem skoler, sociale myndigheder og politi. Politiet skal håndhæve loven, men Folketinget fastlægger rammerne for strafudmålingen.

Derfor kan vi ikke løse hele problemet fra Aarhus Byråd, men vi kan insistere på, at den nationale lovgivning afspejler problemets alvor.

En skolegård er ikke bare endnu et offentligt areal. En daginstitutions parkeringsplads er ikke bare endnu en parkeringsplads, og et idrætsanlæg fyldt med børn er ikke bare endnu et sted i byen.

Det er steder, vi som samfund har givet børnene.

Den, der vælger at sælge stoffer dér, bør også kunne mærke det på straffen.