Hvorfor har etnicitet en relevans i terrorsager?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Sagen om de tre drenge på 15, 16 og 16 år, der er sigtet for at have planlagt et terrorangreb mod Hadsten Skole, har med rette skabt bekymring. Heldigvis blev planerne afværget i tide af politiet og PET, inden de kunne føres ud i livet.

I kølvandet på sagen bemærkede jeg tirsdag aften under et opslag med titlen ”Minister dybt berørt efter terrorsigtelser” på TV 2 Østjyllands facebookside en kommentar fra Mercedes Czank, formand for Dansk Folkeparti i Favrskov. Hun skrev blandt andet:

Vi ved endnu ikke hvilken etnicitet drengene har. Da jeg først hørte om sagen tænkte ”islamiske terrorister”.

Kommentaren rejser et spørgsmål, som jeg har svært ved at slippe: Hvorfor har etnicitet overhovedet en relevans i en terrorsag?

Hvis der er tale om terror, er det vel terrorhandlingens karakter, motivet og truslen mod samfundet, der bør være i fokus og ikke gerningsmændenes etnicitet.

Mercedes Czank henviser desuden til en påstand om, at 71 procent af terroren i Europa begås af islamister. Men det er en misvisende gengivelse af Europols tal. De 71 procent vedrører terrorrelaterede anholdelser i en bestemt periode – ikke andelen af terrorangreb.

Endnu mere bemærkelsesværdig er tavsheden og den manglende fordømmelse fra de partier og politikere, som ellers ofte markerer sig kraftigt i terrordebatten.

Når terror mistænkes for at være begået af islamister eller jihadister, ser vi ofte hurtige opslag og skarpe udmeldinger fra Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Borgernes Parti samt flere af de løsgængere, der tidligere har repræsenteret Borgernes Parti. Terror bliver brugt som afsæt for debat om indvandring, integration og islam.

Men i sagen om Hadsten Skole har tavsheden været slående.

Hvor er opslagene? Hvor er fordømmelserne? Hvor er de principielle udmeldinger om terrorens trussel mod vores samfund?

Det er naturligvis legitimt at diskutere islamistisk terror. Den udgør en reel trussel og skal bekæmpes. Men kampen mod terror mister troværdighed, hvis engagementet afhænger af de mistænktes etnicitet eller religion.

Netop derfor undrer det mig, at etnicitet tilsyneladende tillægges betydning, allerede inden fakta er kendt, mens den efterfølgende politiske tavshed bliver så markant, når sagen ikke passer ind i den fortælling, man normalt fremfører.

Hvis terror skal tages alvorligt, må det ske konsekvent.

Ellers efterlades indtrykket af, at det ikke er terroren i sig selv, der vækker den største indignation, men hvem der mistænkes for at stå bag. Det er en debat, vi skylder både os selv og ofrene for terror at tage.