Måske kan man vende problemstillingen lidt på hovedet og glæde sig over den nye natur og biodiversitet, naboerne får
Debattør påpeger, at at mange af bekymringerne i høringssvarene til solcelleanlæg ved Hadsten faktisk er imødekommet i lokalplanforslaget, og at man kan glæde sig over ny natur.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Per Hessellund Laursen spørger her i Din Avis, hvor meget der skal til, før en høring får reel betydning. Min erfaring siger mig, at der skal meget til. Jeg har mange gange været med til at lave høringssvar, men det er sjældent, der er kommet ret meget ud af det. Det er dog sket – fx var jeg med til at lave høringssvar, der bremsede byggeri i et potentielt naturområde ved Hinnerup.
For at et høringssvar kan ændre noget, skal det være relevant og væsentligt. En stor solcellepark opfylder naturligvis begge krav. Det er helt fair at foreslå, at anlægget skal være mindre eller placeres et andet sted. Men er det nok at skrive at ”det er for stort”? Man må vel spørge: For stort i forhold til hvad? Projektet ser stort ud, men set i lyset af fremtidens el-behov til datacentre og kunstig intelligens er det måske ikke så stort endda.
Det lyder enkelt at foreslå, at byrådet skal flytte anlægget. Men det kan byrådet ikke med den nuværende lovgivning – hverken hen langs motorvejene eller op på tagene.
Personligt synes jeg, det kunne være en god idé at stille krav om solceller eller soltage og batterier på kommende byggerier. Det vil naturligvis være dyrere end store anlæg, men både udgifter og indtægter vil blive spredt i kommunen, og fortjenesten vil blive her. Det kræver dog, at Folketinget ændrer lovgivningen.
Det samme gælder solceller langs motorvejene. Kommunen kan ikke ekspropriere jord til private solcelleanlæg. Også her kunne Folketinget ændre reglerne og fx give kommunen eller kommunalt ejede forsyningsselskaber mulighed for at eje anlæggene.
Jeg er altså helt med på at give kommunerne bedre muligheder for solceller på tage og langs motorveje. Men som loven er nu, har kommunen desværre ikke de muligheder.
Når det er sagt, synes jeg, at mange af bekymringerne i høringssvarene faktisk er imødekommet i lokalplanforslaget. Der er fx krav om antirefleksbehandlede solcellepaneler og matte stativer for at undgå genskin. Der er også krav til opsamlingskar under transformere og til battericontainere, så risikoen for udledning og udvaskning af miljøfremmede stoffer begrænses. Desuden har udvikleren jo faktisk også indarbejdet flere forslag fra borgere, blandt andet udvidet skovbæltet.
Måske kan man også vende problemstillingen lidt på hovedet og glæde sig over den nye natur og biodiversitet naboerne får. De slipper for marker, der bliver sprøjtet og gødet, og de får i stedet læhegn med forskellige træarter, nye naturområder og måske vandhuller. Og marker med græssende får, blomster, sommerfugle, bier, harer osv.