Modvind eller krise?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Da jeg lørdag under kampen mod Silkeborg sad med mine småkolde fingre på PC’ens tastatur, var det som om mit ellers ikke-eksisterende 10-finger-system pludselig tog over og nærmest af sig selv fandt frem til fem bogstaver og fem punktummer:

K.R.I.S.E.

Selvom næppe mange er uenige i den overskrift, ændrede jeg det dog forholdsvist hurtigt til ”MODVIND”. Ikke for at ignorere krisen, men fordi MODVIND er et noget mere lyrisk og smukkere ord, og så selvfølgelig fordi AGFs egen kapelmester, Helmig, har skrevet sangen MODVIND.

Denne klummes opdrag er, efter aftale med både mig selv – og med min redaktør – ikke at bidrage med spilanalyser, taktiktavler og større kendelser over trænerens dispositioner og spillernes ditto. Den slags kommer der rigeligt af umiddelbart efter kampene på TV og diverse sportssider, hvor enhver med en internetforbindelse kan få forklaret, hvad der gik galt.

Bedre er det ofte at lade tingene bundfælde sig, lige få vendt skråen og se på, hvad der efter et par døgn er faldet ned i refleksionsbowlen.

Denne gang hjalp et par døgn dog ikke meget. AGF var og er stadig i krise.

Og det er ikke kun inde på banen, man kan aflæse tilstanden. På tribunerne er krisen efterhånden også begyndt at kunne ses, høres og mærkes. På langsiden, hvor jeg mestendels befinder mig, bød lørdag eftermiddag på hele repertoiret: Småenfoldig aggressivitet, himmelvendte øjne, overbærende smil, dumsmarte kommentarer og den særlige form for stadionopgivenhed, hvor voksne mennesker pludselig opfører sig, som om de personligt er blevet forrådt af Colin Rösler. Alt sammen noget, vi har set før. Og alt sammen noget, der selvfølgelig hører med til det at tage på stadion. Alt andet ville sgu være for kedeligt.

Alligevel er det nye tider, der har indfundet sig i Vejlby. Eller gamle, om man vil.

I hvert fald er vi et pænt stykke fra den 17. maj, hvor mange af de samme mennesker var parate til at pantsætte både hus og hustru og betale flere tusinde kroner for den fornøjelse at komme indenfor og se De Hviie i Vejlby.

Så krisen er reel. Men hvad fanden skal AGF så gøre ved det? Hvad er løsningen for trænerstaben, ledelsen og spillerne?

Her skal det retfærdigvis siges, at der – endnu – ikke er tale om en spillemæssig krise. Isoleret set er det først og fremmest en pointkrise, og den slags kan som bekendt løses forholdsvis hurtigt: Man skal bare ha’ nogle point.

Men vi ved også, at krisens anatomi for det meste er mangfoldig. Den har det med at brede sig til steder, hvor den egentlig ikke har noget at gøre. Først mangler pointene, så kommer tvivlen, derefter begynder folk at kigge skævt til hinanden, og inden man får set sig om, står nogen og taler om nye processer.

Og så skal man for alvor være bekymret.

Derfor kommer der heller ingen gode procesråd herfra om, hvad AGF bør gøre. Til gengæld vil jeg gerne bidrage med et par råd om og ønsker til, hvad klubben ikke skal gøre. Ønsker, som mange i disse år dog godt kunne finde på at sidde overhørig.

AGF må ikke pludselig gøre, som man så ofte forfalder til i midtjyske klubber i omegnen af Herning: Hyre en erhvervspsykolog, der skal ”forløse gruppens skjulte potentiale”, ”skabe nye perspektiver” og ”finde ind til den enkeltes kerne”.

De skal heller ikke tilknytte en slags B.S. Christiansen, som hiver spillerne ud i en skov, hvor de skal gå baglæns med bind for øjnene, bygge en tømmerflåde og bagefter fortælle hinanden, hvad de har lært om tillid. Glem det.

Hvis AGF absolut vil teambuilde, har jeg til gengæld et ganske gratis forslag:

Gør af de kommende træningspas til en gåtur fra Fredensvang til Vejlby. Afstanden er godt ti kilometer, det vil tage omkring to timer, og er der brug for lidt disciplinær straf, kan spillerne sgu løbe tilbage. Alternativet kan de hoppe på letbanen, hvis den ellers kører – den tur er i sig selv en straf.

Men på gåturen vil det gå op for spillerne, hvad det egentlig er, de er en del af. Og hvad det er, de nu skal slås for. Ruten fra Fredensvang til Vejlby går gennem midtbyen og er derfor en ideel øjenåbner og kriseknuser. Det ved jeg nemlig, gåture kan være, for når kriser kommer til Vejlby, så går vi. Her får vi renset ud, hvad der er afstedkommet af de mange idioti-byggerier, skabt i samarbejde mellem suspekte ejendomsselskaber og et byråd, der udviser en grundlæggende mangel på forståelse for ikke bare Vejlby, men sgu alle forstæder i Aarhus.

Disse lokalt funderede kriser kan selvfølgelig hverken sammenlignes med AGFs aktuelle pointkrise eller dem, der pågår med kæresten. Og så alligevel, for uanset krisers oprindelse og herkomst så kan langt de fleste håndteres med den simple gåtur. For mit eget vedkommende gennem samtlige Vejlbys villaveje og stisystemer, hvor afløb for AGFs aktuelle pointkrise, misforståelser derhjemme og Socialdemokratiets mange fejlvurderinger i byplanlægningen har de allerbedste rammer. Og gåturen virker faktisk, selvom det, der er gjort, ikke bliver fjernet. Alligevel står Vejlby og jeg her jo endnu og er ikke sådan til at få bugt med trods skænderier, trist æstetik, det trafikale kaos og pointkrise.

AGF står her også endnu, men hvis den fortsat ønsker at spejle sig lidt i Vejlby – hvilket trods alt gav et dansk mesterskab – så er der kun én vej frem:

GÅ

Det har som nævnt klaret så mange kriser, at man næsten begynder at holde af dem – både gåturene og kriserne. Ja, faktisk er det lige før, man begynder at elske sine kriser, men det vil jeg undlade at sige alt for højt, for det lyder som noget, der er ytret på ledelsesgangene på MCH Arena eller i en selvhjælpsbog.

Spillerne vil på den godt 10 kilometer lange gåtur fra Fredensvang, gennem midtbyen og ud til Vejlby mærke, at der stadig findes 300.000 mennesker i Aarhus, hvoraf langt de fleste elsker AGF og fortsat vil gøre det.

Måske er det dét, man skal huske, når vinden i overført betydning står lige i smasken på én. Hvilket får mig til at tænke på digteren Poul Sørensen, der i 1940 skrev det små-patetiske og sludrende digt ”Et flag er smukkest i modvind”:

Et flag er smukkest i modvind. Hang det før bare slapt fra sin stang, så bli’r det i storm til en bølge af kraft, der stolt sætter vilje mod tvang. Lad vindene blot være stærke, så viser de verden dets mærke, dets frie, dets levende form. Et flag er smukkest i modvind. Et flag bli’r sig selv gennem storm.

Små-patetisk er det, fordi det er storladent på den der DF og Danmarksdemokrat-agtige lettere kvalmende måde. Og sludderagtigt, fordi et flag jo for fanden altid blæser samme vej som vinden. Det er sådan set hele princippet med et flag.

Men meningen er heldigvis ikke til at tage fejl af. Det handler om, hvad man gør, når modstanden rammer. Dukker man sig, vender om og leder efter læ? Eller skyder man brystet frem og bliver ved? Man gør selvfølgelig det sidste, når man er fra AGF, og derfor kan det også allerede søndag aften efter kampen mod FCN blive vindstille igen med syv point ud for AGF i tabellen. Skulle blæsevejret fortsætte, så er der dog stadig kun én ting at gøre:

Let’s fucking GÅ!

KSDH!