Billedet af den ægte AGF-fan er mangesidet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

De er hårdt prøvede for tiden, fansene af De Hviie, og derfor skriver vi også om dem i dagens klumme.

AGF-fans. Kendt vidt og bredt for deres ukuelige optimisme og en fuldstændig crazy og ofte (eller aldrig?) virkelighedsfjern forestilling om, hvor skidegode AGF er, og navnlig hvor godt det hele altid bliver. Det er essensen af at holde med AGF, men efterlader også læsere og fans med det altid tilbagevendende spørgsmål: Hvem er den største og bedste fan?

Hvem har ret til at kalde sig ægte, og hvad skal der til, før man kan komme i betragtning som den største? Er det dem, der har set flest kampe? Dem, der har været på flest awaydays? Eller dem med flest originale spillertrøjer hængende hjemme i skabet? Flest opslag i KSDH-gruppen eller den, der oftest siger: »Kom så de hva’?«, når han går rundt i byen?

Eller handler det om noget mere synligt og imposant som full-sleeves AGF-tatoveringer eller måske bare om den, der har haft flest bidrag til almanakken i AGF-podcasten Hvid Røg? Eller er det Vejlby-parameteret, der vejer tungest, fordi man kan prale med flest anholdelser og ture på bagsædet af en politibil?

Diskussionen er endeløs og foregår overalt, men især i de efterhånden utallige AGF-fangrupper på sociale medier, hvor man både vil kunne se og mærke, at intensiteten i debatten stiger, når vi nærmer os pokalkampe, mesterskabskampe, nedrykning eller rivalopgør. Her bliver der dælendyteme ikke sparet på krudtet, når Jønsson eller Serra vendes. Med andre ord: Billedet af den ægte fan er mangesidet.

Derfor ved jeg også, at jeg med dagens klumme placerer min røv i bidehøjde, når jeg kommer med bud på, hvad der skal til – og navnlig hvad der ikke skal til for at være the real-deal AGF-fan.

Ægte fan

• Man skal kunne synge Ikke arier eller tostemmigt. Ingen forventer La Scala på stadion. Men man skal kunne åbne munden og nogenlunde ramme samme tone som sidemanden. Stemmen er fanens vigtigste instrument. Tag det bedste fra den engelske fankultur, hvor sangene ALDRIG er akkompagneret af noget som helst andet end stemmer. Fans, der synger, er tusind gange bedre end fyrværkeri og tåbelige trommer. Og tilmed betydeligt smukkere.

• Komfort Fodbold er ikke business class og VIP. Enhver ægte fan skal stå op under hele kampen, også selv om han/hun er gået til kampen, og det pisser ned.

• Man skal kende sin klub Ikke nødvendigvis startopstillingen mod B93 i 1982, men spillerne, trænerne, stadionerne, triumferne og katastroferne bør vække et eller andet. Historien betyder noget.

• Man skal have sagt »Kom så De Hviie« på et upassende tidspunkt Til eksamen, jobsamtalen, hos lægen, i kirken eller i sengen. Det sidste kræver muligvis en særligt forstående partner, men det skal fandeme være afprøvet.

• Man må godt misse en kamp Dogmet om, at AGF altid kommer før bryllupper, barnedåb og begravelser: Glem det. Der findes ting, der er vigtigere end fodbold. AGF spiller som regel igen ugen efter, og man er derfor bare endnu mere klar.

Uægte fan

• Romerlys gør dig ikke til en større fan Romerlys er røv. Jeg fatter det simpelthen ikke. Slet ikke når det er kombineret med en maske på ham, der holder det. Hvis du er så stolt af klubben og fællesskabet, hvorfor så gemme ansigtet? Vis jer dog frem, tøsedrenge.

• Du må gerne gå amok på sociale medier – kortvarigt AGF-fans har brug for en ventil. Fyr træneren. Deportér sportsdirektøren. Forvis venstrebacken fra Aarhus Kommune. Men læs opslaget igen næste morgen. Er det stadig begavet, så lad det stå. Ellers: Slet.

• Man kører ikke Man går eller snupper offentlig transport. End of story. Man kommer ikke tøffende i Ford’en til hjemmekampe. Til udekampe er bil selvfølgelig ok, selv om tog og bus også her har førsteprioritet.

• Slagsmål gør dig ikke mere AGF At dele lussinger ud siger intet om, hvor meget man elsker sin klub. Har man den slags tilbøjeligheder, findes der bokseklubber eller tanken på Grenåvej i Vejlby en sen fredag aften. Så stopper de tilbøjeligheder. Råb, skrig og syng og vær højlydt, men husk på, at der er forskel på intensitet og idioti.

• Kaffebar på kampdag er forbudt Her gives ingen dispensation. Enten går man direkte til fodbold, eller også går man på værtshus. At besøge byens kaffebarer er simpelthen no-go. Det hedder Beefeater, Søren Bruun, Den Hvide Hest eller Pipes and Glasses.

Der findes næppe mange, som opfylder alle de opstillede kriterier. Og man kan med rette mene, at man sgu da ikke kan måle kærligheden til AGF eller, hvem der elsker dem mest og højest.

Min søn, der stod på stadion for første gang i 2005, kan være lige så opslugt som Morgan, der har stået der siden 1970’erne. Og min bror, der mestendels ser kampen hjemme i stuen (han bor i København), kan have præcis den samme knude i maven, som jeg havde på Brøndby Stadion den 10. maj. Med andre ord – er(tilhørs)forholdet til De Hviie forskelligt, men de fleste føler på mærkværdig vis næsten altid det samme.

Jeg kender dog en, der kommer faretruende tæt på at være den største AGF-fan, selvom om han langtfra opfylder de ovenstående kriterier. Han er født og skabt til coolness og er noget så sjældent som AGF-fan i (selvvalgt) dølgsmål, og det er der jo dæleme ikke mange, der praler med at være.

Af den grund kender ikke ret mange til hans dybe kærlighed til AGF. Det er sådan set heller ikke det afgørende, nøjagtig som hans navn også er ligegyldigt i denne sammenhæng.

Det vigtige er den dybde, hans kærlighed til klubben har, og den måde, han får mig til aldrig at tabe troen og perspektiverne. Jeg elsker ham, fordi han altid skriver til mig op til kampene, og heldigvis aldrig under. Jeg elsker ham, fordi hans beskeder kan være både aggressive og milde, optimistiske eller bekymrede. Jeg elsker ham, fordi beskederne altid rammer noget essentielt, og han altid ser han noget nyt i opstillingen, hos en spillers løbemønstre, attitude eller bare en speciel detalje i kampen.

Men det, jeg holder mest af, er, at hans beskeder næsten altid har en forbindelse bagud til noget old-school AGF, et mål mod Herfølge for 25 år siden eller til en spiller, vi næsten havde glemt. Sidst skrev han for eksempel om Ole Budtz, »der var lige så langsom, som han er høj.« Jeg var enig!

Fortiden bliver på den måde hele tiden trukket ind i nutiden gennem hans beskeder. Og det er måske det fineste ved at holde med en gammel og traditionsrig fodboldklub. Når en AGF-spiller løber på banen i dag, løber alle de gamle på en måde med.

Og selv når AGF har tabt, og jeg i de efterfølgende timer er overbevist om, at AGF er verdens mest latterlige hold, sker der noget, når hans besked tikker ind. Alt bliver godt igen, og jeg er med et klar til en håbløs Horsens-tur på søndag, der lige nu kan vise sig at blive mere end almindeligt afgørende. Enten bliver det take off til point og sejre, eller også kan det blive Poulsens eget Waterloo og endeligt?

Uanset hvad så får hans beskeder mig altid til at glæde mig til den næste AGF-kamp, og den seneste besked lød i øvrigt sådan her: »Jeg kan godt li’ CV. Jeg ved, at han i sidste ende altid får ret.«

Jeg var enig!

KSDH!