Fortsæt til indhold

Hvis vi mister skolen, mister vi byen

Debat
Fritz Birk SørensenMedlem af kommunalbestyrelsen i Norddjurs for Socialdemokratiet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Fjern skolen, og du fjerner ikke kun en skole. Du fjerner gymnastiksalen hvor den lokale gymnastikforening har til huse om vinteren. Du fjerner måske bålhytten, hvor spejderne mødes tirsdag aften.

Den lille folkeskole er også en slags kulturhus og forsamlingshuset i ét.

Når lærerne kender træneren fra håndbold, og spejderlederen kender pædagogen fra SFO’en, så opstår der noget, man ikke kan bestille centralt fra - der opstår et stærkt, forpligtende fællesskab omkring vores børn.

Dit postnummer må ikke afgøre dine muligheder.

Et barn i en lille by har krav på den samme gode, trygge folkeskole som et barn i de større byer som Randers eller Aarhus. Mindre klasser, hvor alle bliver set. Voksne der kender alle ved navn. En ro til at lære, som store skoler kan have svært ved at give.

Ja, det koster. Men prisen for at lukke er langt større: Affolkning, tomme huse og butikker, foreninger der dør, og børn der mister deres lokale tilhørsforhold. Det er den dyreste besparelse, man kan foretage sig.

Kunne vi ikke i vores kommunen træffer en beslutning om, at de små folkeskoler skal bevares som selvstændige enheder og udvikles.

Åbn skolen endnu mere op efter kl. 15.
Lad idræt, spejder, musikskole og aftenskole og måske strikke klubben bruge lokalerne som en naturlig del af skolen.

Når vi udstykker grunde og renoverer almene boliger, skal den lokale skoles kapacitet og kvalitet være en del af salgsargumentet.

Invester i stærke lærerteams og samarbejde på tværs af de små skoler i stedet for at tro at større automatisk er bedre.

Vi har ikke råd til at miste de små folkeskoler. Hvis vi mister skolen, mister vi byen. Og mister vi byen, mister vi en del af os selv.

Det er ikke bare skolepolitik. Det er en politik omkring sammenhængskraft.

Lad os værne om det.

Se video: