Jeg har mange spørgsmål, men ingen svar fra politikerne i skoledebatten
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Der er flere spørgsmål end svar efter dialogmødet om kommunens skoler. Det var med den oplevelse, jeg gik hjem.
Det er helt fair, at der er stor tilfredshed med fremmødet. Det var også positivt at se så mange borgere engagere sig. Men et stort fremmøde bør efter min mening følges op af et beslutningsgrundlag, hvor borgerne kan se, hvordan økonomien hænger sammen, og hvilke konsekvenser de forskellige modeller forventes at få.
Og måske er det netop her, vi skal huske, hvad den demokratiske debat egentlig handler om.
Har vi kommunalpolitikere – eller har vi bobleplastpolitikere?
Det er et oprigtigt spørgsmål.
For når man som borger blander sig i kommunalpolitik, må man også være klar til at møde modstand. Vi kan ikke pakke os ind i bobleplast, bare fordi en kommunalpolitiker er uenig med os.
Det er jo netop dét, demokrati er. At vi stiller spørgsmål. At vi udfordrer beslutninger. At vi siger: »Vent lige lidt – det her forstår jeg faktisk ikke.«
Og hvis vi som borgere skal kunne tåle uenighed og modspil, må vi også kunne forvente, at vores kommunalpolitikere kan tåle det samme.
Det er ikke et spørgsmål om, at politikerne skal være enige med mig. Det forventer jeg bestemt ikke. Men jeg forventer, at der er plads til spørgsmål, kritik og modspil – også når spørgsmålene er besværlige.
Og det bringer mig tilbage til selve skoledebatten.
Lad os tale om hele Norddjurs
Vores borgmester fremhævede, at Norddjurs er blandt de kommuner, der bruger flest penge på skoleområdet. Da jeg spurgte mere konkret, hvor pengene ligger, blev blandt andet medarbejdere og bygningsmasse nævnt.
Medarbejdernes løn er naturligvis en del af driften, og det er ikke en udgift, man bare kan fjerne.
Men når bygningsmassen samtidig fylder meget i økonomien, synes jeg, det er relevant at undersøge, hvilke muligheder der faktisk er for at ændre den del af udgifterne. Vi skal kun ti år tilbage i tiden, hvor samme diskussion var oppe. Man har altså haft ti år til at gøre noget, men nej – nu, ti år efter, står vi samme sted.
Det kræver efter min mening, at vi får tallene frem og ser på de forskellige muligheder.
Og så skal vi huske, at Norddjurs ikke kun består af Grenaa, Glesborg og Auning.
Det lyder næsten som begyndelsen på et eventyr:
»Og langt mod vest, på den anden side af Grenaa, Glesborg og Auning, fandtes der et land, hvor der også boede børnefamilier og lokalsamfund …«
Men det burde altså ikke komme som en overraskelse, at vi er herude.
Her bor børnefamilier, unge og vores ældre. Der findes skoler, foreninger og lokalsamfund, som ikke bare er små prikker på et kommunalt kort.
Derfor er mit spørgsmål: Hvorfor skulle større nødvendigvis være bedre?
Hvis flere børn samles ét sted, hvad er det så konkret, der gør tilbuddet bedre? Hvilke pædagogiske fordele forventer man? Hvilke økonomiske gevinster forventer man? Og hvordan måler man, om de faktisk bliver opnået?
Det synes jeg, vi skal kunne svare på, før vi ændrer på en skolestruktur, der allerede fungerer for mange børn og familier.
Hvad sker der med de skoler, der mister elever?
Hvis én skole får klasser fra børnehaveklasse til 9. klasse, mens to andre kun får klasser fra børnehaveklasse til 3. klasse, mener jeg, at vi også er nødt til at forholde os til den naturlige konsekvens:
Vil nogle forældre vælge skolen med mulighed for at fortsætte helt til 9. klasse? Ja. Kan det medføre faldende elevtal på de to andre skoler? Ja.
Og hvad betyder det på længere sigt?
Det er her, jeg synes, at den politiske beslutning skal vurderes i et længere perspektiv. For hvis en ny struktur er med til at ændre forældrenes skolevalg og dermed elevtallene, bør vi allerede nu have en plan for, hvordan man vil håndtere den udvikling.
Ellers risikerer vi om nogle år at stå med et lavere elevtal og derefter konkludere, at skolen ikke længere er økonomisk eller fagligt bæredygtig.
Min personlige spåkugle
Hvis jeg skal være helt ærlig, så kan jeg godt se en mulig udvikling, som jeg synes, vi bør forholde os til allerede nu.
Hvis én skole får mulighed for at tilbyde et sammenhængende skoleforløb fra 0. til 9. klasse, mens andre skoler kun tilbyder de yngste klassetrin, er det naturligt at overveje, om nogle forældre vil vælge skolen med mulighed for at fortsætte til 9. klasse.
Det er ikke en påstand om, at det nødvendigvis kommer til at ske. Men hvis det sker, kan det betyde, at elevtallet falder på de øvrige skoler. Og hvis elevtallet over nogle år falder tilstrækkeligt, kan spørgsmålet om økonomisk og faglig bæredygtighed naturligt opstå igen.
Så har man ikke nødvendigvis truffet en beslutning om at lukke en skole. Men man kan have skabt en udvikling, hvor flere skoler efterfølgende afvikles.
Det er den risiko, jeg gerne vil have belyst, før vi træffer en beslutning om skolestrukturen.
Hvad viser elevtalsprognoserne, hvis forældrene i højere grad vælger skolen med klasser fra 0. til 9. klasse? Hvilke konsekvenser vil det få for elevtallene på de øvrige skoler? Og hvordan vil man sikre, at en ændring af skolestrukturen ikke utilsigtet fører til, at flere skoler på længere sigt kommer under økonomisk eller fagligt pres?
Jeg håber oprigtigt, at min bekymring viser sig at være ubegrundet. Men jeg har også en tanke om, at det nok er den vej, I tænker. Så skal I ikke beslutte jer for, hvilken skole der skal lukkes, men kan lade forældrene tage det valg for jer. I stedet for at lukke én skole afvikler man to på sigt, og så får I jeres vilje.
Men jeg kan også tage fejl, og jeg vil glæde mig til, at I modbeviser min påstand.
Hvor er det samlede regnestykke?
Der bliver talt om merforbrug, besparelser, investeringer og fremtidens folkeskole.
Hvis det nuværende merforbrug i Børneby Nord skal finansieres gennem besparelser andre steder, synes jeg, det er rimeligt at spørge: Hvor skal der spares? Hvem bliver berørt? Og hvad betyder det for børnene?
Der bliver også talt om nødvendige renoveringer af kommunens bygninger og om den store anlægspulje frem mod 2030. Men hvis vi skal bruge mange millioner på bygninger, synes jeg, vi skal have et samlet billede af økonomien.
For hvis vi taler om at bygge en ny skole, er det ikke kun selve byggeriet, vi skal regne på. En skole skal drives i mange år bagefter. Der skal være medarbejdere. Bygningen skal vedligeholdes og opvarmes. Der vil være udgifter til transport og andre driftsforhold.
Det er derfor den samlede økonomi over tid, der bør være afgørende – ikke kun anlægsprisen.
Jeg vil gerne se beregninger, der viser, hvad de forskellige modeller koster at etablere – både ved nybyggeri, og hvis vi beholder vores skoler.
Hvad koster de i årlig drift? Hvad koster vedligeholdelsen? Hvad betyder ændringerne for transportudgifterne? Hvad betyder ændrede elevtal for økonomien? Hvad kan det betyde, hvis flere elever vælger friskoler eller skoler uden for kommunen? Og hvilke konsekvenser kan ændringerne få for bosætningen?
Det er efter min mening først dér, vi får det fulde økonomiske billede.
Hvorfor træffe beslutningen nu?
Jeg har også svært ved at forstå, hvorfor man skal træffe så vidtrækkende beslutninger, før vi kender de kommende statslige muligheder for landdistrikternes skoler.
Hvis der kommer nye midler, som kommuner som Norddjurs kan søge, kan det ændre de økonomiske forudsætninger.
Derfor synes jeg, det er relevant at spørge: Hvorfor ikke vente, indtil vi ved mere om de kommende statslige midler?
Det handler ikke om at udskyde beslutninger for enhver pris. Det handler om at sikre, at man træffer beslutningen på det bedst mulige økonomiske grundlag og kender de muligheder, kommunen faktisk har.
Jeg efterlyser ikke en bestemt løsning
Jeg efterlyser et bedre beslutningsgrundlag.
Jeg er ikke imod forandringer, bare fordi de er forandringer. Men hvis man vil ændre en skolestruktur, som fungerer for mange børn og familier, mener jeg, at man skal kunne dokumentere, hvad man forventer at opnå.
Og hvis argumentet primært er økonomi, så skal økonomien kunne gennemskues. Hvis argumentet er bedre kvalitet, så skal det være tydeligt, hvad der konkret bliver bedre for børnene. Og hvis argumentet er fremtidssikring, så skal vi også se på, hvordan de mindre skoler bliver sikret i den samme fremtid.
Jeg ved godt, at man ikke kan gøre alle tilfredse, og at alle ikke kan få deres vilje.
Jeg ønsker bestemt ikke, at nogen skoler i Børneby Nord skal lukke. Hvis jeg selv skulle pege på en retning, ville mit ønske være, at Rougsøskolen fik klasser fra børnehaveklasse til 9. klasse, mens de to andre skoler fortsat havde klasser fra børnehaveklasse til 6. klasse. Og så ville jeg gerne se specialklasserne på Langhøjskolen fortsætte helt til 9. klasse.
Det er mit personlige ønske – ikke et krav om, at det er den eneste rigtige løsning.
Mit vigtigste ønske er, at man tænker sig grundigt om, før man træffer beslutninger, der kan få så store konsekvenser for børnefamilier og lokalsamfund.
Jeg tror ikke på, at større automatisk er bedre. Nogle gange er større bare større.
Et godt skoletilbud handler ikke kun om, hvor mange børn der er samlet under samme tag. Det handler også om kvalitet, nærhed, fællesskab, tryghed og gode rammer for læring.
Derfor mener jeg, at vi skal stoppe op. Få styr på tallene. Få alle konsekvenserne med. Se på økonomien både på kort og lang sigt.
Og frem for alt: Lad os træffe beslutninger på et gennemarbejdet og gennemskueligt grundlag.
For lige nu står jeg tilbage med flere spørgsmål end svar. Og før vi ændrer vores børns skoler, synes jeg, vi skylder dem – og os selv – at få svarene.
En appel til kommunalpolitikerne
I har en stol ved bordet. Det betyder, at I har fået ansvaret for at træffe beslutningerne. Men det betyder ikke, at I ejer bordet.
Skoledebatten er kompleks. Det ved vi alle. Derfor er det også vigtigt, at de svære spørgsmål ikke bliver skubbet væk, bare fordi de er besværlige at svare på.
Når fagfolk, medarbejdere, forældre og unge har forladt rummet, og døren lukker, er det jer, der sidder tilbage med beslutningerne.
Så brug den plads til at stille de svære spørgsmål til hinanden.
Hvad viser tallene? Hvad bliver konsekvenserne om fem, ti og tyve år? Hvad sker der, hvis virkeligheden udvikler sig anderledes end forventet?
Og vigtigst af alt: Er vi ved at træffe den rigtige beslutning for børnene – eller træffer vi bare den beslutning, der ser rigtigst ud på papiret lige nu?
Jeg efterlyser, at I tager bekymringerne alvorligt, fremlægger tallene åbent og tør tage ansvar for hele konsekvensen af den beslutning, I træffer.
For når først beslutningen er taget, er det ikke længere et regneark. Det er vores børn. Vores familier. Vores skoler. Vores lokalsamfund.
Så lad os få alle kortene på bordet, før I beslutter, hvordan bordet skal se ud.
Jeg tager gerne en stol med, som jeg har sagt før. Eller jeg tager gerne en praktikplads hos borgmesteren, når der skal snakkes om, hvilke modeller man vil gå videre med.
Jeg venter stadig på min invitation.
læser
lige nu