Sårbare børn er ikke »huller, der skal stoppes.« De er mennesker med ret til ro og stabilitet
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
I 17 år har specialklasserækken for normalt begavede børn med specifikke udviklingsforstyrrelser ligget på Langhøjskolen i Vivild. Det er en velfungerende specialafdeling, hvor eleverne er en synlig del af skolens fællesskab.
Nu foreslås afdelingen nedlagt i materialet »Sammen om Fremtidens Folkeskole«, og børnene skal samles i en stor specialafdeling på Auning Skole – en skole med 700 elever. Planen afhænger dog af, om Auning mister sine udskolingselever fra Nord. Det er virkelig bekymrende.
Vores børnegruppe udfordres ofte af store forsamlinger og trives bedst i rolige, overskuelige miljøer. En flytning kan betyde tab af kendte voksne og rutiner og den tryghed, som læring og udvikling hviler på.
På borgermødet i Auning sagde skolechefen, at en samlet specialafdeling i vest vil gøre det lettere at »stoppe huller«, hvis der er en ledig plads. De ord rammer mig. Vores elever er ikke brikker i et regneark, men mennesker med historie, styrker og sårbarheder.
Bekymringen vokser, fordi beslutningsgrundlaget er udarbejdet uden at inddrage os. Hverken elever, ansatte eller forældre fra specialklasserne på Langhøjskolen eller Auning Skole deltog i de workshops, som materialet bygger på. Hvordan kan man træffe en så indgribende beslutning uden at lytte til dem, der kender børnenes hverdag bedst?
På Langhøjskolen har børnene det, de har brug for: rummelige klasselokaler, grupperum, gode udearealer, faglokaler og adgang til skolens fællesskaber.
Skolerne rummer forskellige målgrupper for indskoling og mellemtrin. På Langhøjskolen går normalt begavede børn med specifikke udviklingsforstyrrelser, mens Auning Skole har elever med generelle indlæringsvanskeligheder. De har forskellige forudsætninger og behov, som derfor også kræver noget forskelligt. Det er næppe heller tilfældigt, at Djurslandskolen har de to målgrupper på hver sin matrikel.
Materialet peger på, at kommunen kan spare to klasser og flytte specialundervisningsmidler til almenområdet. Det kommer oveni en omfordeling, som allerede har ramt specialområdet og påvirker kvaliteten. Igen skal børn med særlige behov altså betale prisen. Som om deres fremtid i folkeskolen ikke er lige så vigtig som andre børns.
Men hvad koster det, hvis et barn mister fodfæstet? Hvis skoleglæde bliver til skolevægring, familien skal kæmpe for den rette hjælp, eller erfarne ansatte forlader området? En kortsigtet besparelse kan ende i en stor menneskelig og økonomisk regning. Samtidig hører vi, at Glesborg og Auning har kapacitetsproblemer. Hvor skal pladsen komme fra, og hvordan skal flere børn på Auning skabe mere tryghed?
På Langhøjskolen har børnene det, de har brug for: rummelige klasselokaler, grupperum, gode udearealer, faglokaler og adgang til skolens fællesskaber. De bliver set og forstået af voksne, som kender dem i klassen og på resten af skolen. Specialafdelingen er ikke gemt væk, men en værdsat del af en mindre skole med ro, høj trivsel og plads til alle.
Når eleverne afslutter 6. klasse hos os, fungerer overgangen til udskolingen i Auning godt. De har fået et stærkt fundament i det lille, trygge miljø og er bedre rustet til en større skole og et ungdomsmiljø. De to matrikler kan samarbejde tæt, som nu, uden at børnene rives op med rode, før de er klar, eller samles i tilbud, der ikke tager hensyn til deres forskellige behov.
Kommunens eget materiale viser, at det IKKE kræver nye anlægsudgifter at bevare specialklasserne på Langhøjskolen. Lokalerne findes og er i god stand. En udbygning på Auning Skole vil derimod kræve store investeringer. Det svækker argumentet om, at en samling er den mest ansvarlige løsning.
Bevar Langhøjskolen fra bhkl. til 6. klasse, og lad specialklasserne for børn med specifikke udviklingsforstyrrelser blive i Vivild. Se børnene bag tallene. Beskyt den tryghed, de har brug for, og det tilbud, som allerede virker. Deres trivsel og fremtid må veje tungere end ønsket om at bruge dem til at »stoppe huller« med.
læser
lige nu