»Der bliver en kamp om midler til forsvar og velfærd i en usikker geopolitisk verden frem mod 2030«
Velfærdsstatens prioriteringer har skabt vindere og tabere, hvor sundhed og ældre har fået flere midler, mens børn og uddannelsessøgende er blevet nedprioriteret.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Finanslovsforslaget for 2027 er præsenteret, og hvis du har tålmodighed og tid, så kan du gå i gang med at læse de godt 3.600 sider i lovforslaget samt tilhørende tabeloversigter, som lader meget tilbage at ønske med hensyn til overblik og formidling.
Ikke desto mindre betyder den usikre geopolitiske situation og krigen i Ukraine, at forsvarsudgifter får et meget stort løft i de kommende år, i alt 143 milliarder kroner frem mod 2033. Danmark kommer til at bidrage med 2 procent af BNP til forsvar og sikkerhed fra 2030, som er målsætningen i Nato for medlemslandenes bidrag.
Som konsekvens skal flere midler gå til forsvar og sikkerhed i de kommende år, og det kan ses på finansloven. Der er aktuelt udbredt politisk og folkelig opbakning til at prioritere forsvar og sikkerhed i fremtiden
Det bliver langt sværere med enigheden de kommende år, når kampen om midler til forsvar, ældre, børn, uddannelsesområdet og overførsler først for alvor går i gang.
Den historiske udvikling i velfærdsudgifterne i perioden 2000 til 2023 er analyseret af professor emeritus Peter Munk Christiansen i 2025, og der tegnes et andet billede end det, som mange politikere præsenterer.
Danmark har ikke underskud på de offentlige finanser, som en række andre europæiske lande har, og der er udviklet budgetsystemer, som gør det muligt at håndtere pres på velfærdsudgifterne. Økonomien vokser positivt og dermed muligheden for at øge de offentlige udgifter i de kommende år.
Det ændrer dog ikke på, at der er vindere og tabere i de seneste 25 år i kampen om midlerne. På den offentlige udgiftsside er vindernes sundhedsområdet og de ældre, mens taberne er børn, familier og de uddannelsessøgende.
Spørgsmålet er, om der fortsat vil være opbakning til at betale høje skatter, når man oplever, at ydelser på ovenstående områder er af dårlig kvalitet?
Efterspørgslen efter offentlige ydelser vil altid være opadgående, fordi vi modtager goder og ydelser uden at skulle betale for dem.
Det forstærkes af, at flere er afhængige af indtægter fra velfærdsstaten. Ud over de offentligt ansatte er der i Danmark modtagere af pensioner, dagpenge og SU. Det blev for et par år siden opgjort til at være 2 ud af 3 vælgere.
Med andre ord er der stærke interesser mange steder for at øge de offentlige udgifter lige på det område, man er ansat eller afhængig af.
Den retning i velfærdsstaten forstærkes ligeledes af, at mange politikere, især i Folketinget, selv personligt og partierne er på den offentlige lønningsliste. De skal ikke bekymre sig om indtjeningen, og som konsekvens har vi en stor gruppe politikere, som stort set har været på de offentlige lønningslister, siden de startede på en uddannelse.
Der er et pres på utallige områder og delområder for at få mere af den offentlige kage, og dermed vil konkurrencen om midlerne i den kommende tid også være hård og ubarmhjertig i en tid, hvor forsvaret skal have mere af kagen, da det jo ikke giver flere kroner til de traditionelle velfærdsområder.
Det løber mig koldt ned ad ryggen, når det som omtalt i JP Aarhus, lykkes for Foreningen ”En for Holdet” med opbakning fra rådmand for Sundhed og Omsorg Metin Aydin (RV)at få en bevilling på 400.000 kroner over to år.
Frivillig skraldindsamling er dejligt, men har ikke noget med offentlig velfærd og kerneopgaver at gøre. Det er blot en af de tusinde vildskud, som gennem tiden har udviklet velfærdsstaten til et uoverskueligt system, hvor mange såvel borgere som politikere mister overblikket og retningen i de prioriteringer, som der bliver foretaget hvert år i forbindelse med kommunale budgetter og finanslovsforhandlinger.
Der er en tydelig udvikling de seneste 25 år, hvor det offentlige forbrug, herunder løn til de ansatte, er vokset, mens der har været et markant fald i overførsler, det vil sige pensioner, SU med videre.
Det kan undre, da fundamentet i velfærdsstaten netop er en økonomisk omfordeling og ydelser til de borgere, som har færrest økonomiske midler.
Mit personlige ønske er, at alle politikere begynder at interesse sig for de reelle prioriteringer frem for de symbolske og godgørende handlinger. Det vil give mere respekt i befolkningen.