Bent Wachmann er et godt og solidt træ i klubbens historie
Legendernes Dag markerer en tradition, hvor AGFs historie og stærke personligheder bliver hyldet, og Bent Wachmanns mangeårige engagement understreger betydningen af kontinuitet i klubben.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Det er blevet efterår, og trofaste læsere ved, at efteråret med dets mørke og tristesse udfordrer både mit sind og mit humør, og derfor er brug for hele arsenalet af mentale muskler for ikke at falde ned i et stort sort hul i vejene her i Vejlby.
Selv om mange fortæller mig, at efteråret er noget af det smukkeste der findes, og at dets varme og skiftende farver åbner op for alt fra fordybelse og eftertænksomhed, så kan de godt glemme det. Jeg hader efteråret.
Og havde det ikke været for AGF, var jeg sidste år ved samme tid med garanti havnet i hullet. I stedet gjorde AGF efteråret lyst og lykkeligt i deres vanvittige raid mod guldet. De lod sig aldrig mærke af Vejlbys våde efterår og kom igennem vinterpausen på toppen og med troen på den dengang unævnelige og umulige titel.
Der er vi ikke ligefrem nu! Vi er oceaner fra et mesterskab og fik først årets første sejr forrige mandag og altså et godt stykke inde i efteråret. Til gengæld blev den øjeblikkeligt fulgt op af den vidunderlige og altid optimistiske AGF-tro på, at vi nu var tilbage på sporet og bedre endnu – på vej mod medaljer. Det sidste var i hvert fald, hvad en overlykkelig tilskuer råbte til sin gode ven i pausen nede ved toiletterne – ”medaljer til foråret”. Jeg elsker det! Og udsagnet betød langt mere for mig end det overbærende grin vennen sendte tilbage.
Det betød også, at jeg pludselig kunne genkende og genkalde alt det, der skete sidste år i Vejlby, og som kamp efter kamp gjorde mine efterfølgende gåture hjem til min helt egen sejrsmarch. At aftenen forleden mod Sønderjyske tilmed var mild og smuk og langt fra det vanlige lortevejr, spillede selvfølgelig også ind. I stedet for at skutte mig mod blæst og kulde kunne jeg kigge op på træerne og tænke tilbage på maj, hvor vi blev danske mestre. Dengang var træerne endnu ikke sprunget helt ud. Nu, fire måneder senere kunne jeg konstatere, at de selvsamme træer nu var begyndt at falme. Sådan går året sin ubønhørlige gang.
Det er jo på én gang både paradoksalt og smukt, at vi skulle gå fra løvspring til løvfald, før AGF fik den første sejr som forsvarende danske mestre. Men det bekræftede mig samtidigt i, at træerne, uden jeg overhovedet aner, hvad de hedder, altid har stået for mig som en slags sindets markør, og at mit humør ofte kan måles ud fra antallet af blade. Til kampen i morgen mod Viborg er de sidste blade mere brune end gule, og træerne vil ikke længere være det smukke bagtæppe, der bruges som en slags naturens akustikplade. Husk på, at i Vejlby er der hverken tag eller ydermure til at indramme lydtapetet fra de mange syngende tilskuere.
Træer er virkelige, med eller uden blade – selv dem i Vejlby. Men træer er også symboler på både styrke og soliditet. Sådanne nogle træer er AGFs historie fuld af og det, jeg vil frem til, er, at det i morgen er Legendernes Dag. Det er den dag, vi hylder de stærke og solide kræfter i klubbens historie; de høje, stærke træer, om man vil (med risiko for at udpine metaforen).
Sidste år var det ”Super”, der fik æren og hyldesten i Vejlby.
På søndag er det Bent Wachmann. Og ham er det altså ualmindeligt svært at indvende noget imod. Godt nok er han fast medlem af Legendekorpset, som motiverer og bestemmer valget. Men med Jens Harmsen som formand har der garanteret været styr på eventuelle habilitetsproblemer, og jeg tænker, at Wachmann måske er blevet bedt om lige at smutte efter pilsnere eller også har korpset bare afholdt et lille ekstra møde på Søren Bruun – i dølgsmål – og uden Wachmann.
Uanset kan det dog godt ærgre mig, at årets legende allerede blev offentliggjort mandag.
Det ville alt andet lige være en både sjovere og langt mere spændingsfyldt, hvis det var blevet hemmeligholdt til selve dagen. Samtidigt havde jeg kunnet udfolde mit bud på lidt flere kandidater.
For dem er der altid mange af, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg, siden første kåring i 2017, ville have elsket, at en af AGFs to bedste spillere nogensinde havde fået æren: Henning Jensen eller Flemming Povlsen.
Det kommer så aldrig til at ske, ene og alene af den grund, at der i fundatsen for årets legende står, at man skal have spillet mindst 100 kampe i hvidt. Det kan man mene om, hvad man vil, og med Henning Jensens 53 kampe fra 81-83 og Povlsens 39 kampe mellem 84-86 er begge af den grund for altid ude af billedet. Men hallo, kunne man ikke korrigere den fundats?
En anden, jeg kunne have skrevet om, og som jeg tror var rigtig manges mest oplagte bud, var John Amdisen.
Hasle-drengen, der blev til AGFs mest vindende spiller gennem tiden, og som var forsvarsspiller – eller halfback, som det hed dengang. Amdisen var kendt for både sit fighterhjerte og for sin enorme dedikation til klubben – selv efter han stoppede som spiller. ”Lup”, som han blev kaldt, har altså stadig muligheden for legendestatus, og mon ikke det sker en dag?
Men søndag er det Wachmanns store dag på Vejlby Stadion. Og Wachmann ER en legende - indiskutabelt. Med over 400 kampe, guldmedalje i ’86 og to pokaltitler har han sit CV i orden. Tilmed har han gennem hele sit liv altid knoklet for AGF i et hav af forskellige roller.
Helt personligt kan jeg tilføje, at han er en pisse god fyr, den gode gamle back fra firserne. Jeg har blandt andet haft fornøjelsen af at tale med ham ved en af de utallige AGF-bogreceptioner, Her fortalte han selvfølgelig mest om mesterskabet i 86 mens jeg heldigvis fik indskudt, at han var den første AGF-spiller, jeg fik en autograf fra. Den autograf betød dengang meget mere, end man måske lige skulle tro.
Jeg fortalte ham ikke, at jeg sidste år på Legendernes Dag skrev og var sikker på, at det i 2026 ville blive mesterholdet fra 86 eller i hvert fald, hvis man ikke må eller kan kåre et helt hold, ville blive Jens Harmsen. Men der dukker den op igen, fundatsen, der fortæller at man skal have været træner i fire år. Bullshit og se at få korrigeret fundatsen.
For Harmsen har dælendyteme også legendepotentiale. Han spillede 235 kampe for AGF i perioden fra 1970-81 i AGF og formåede som tidligere spiller at gøre AGF til danske mestre. Alene det faktum ville jo være den perfekt bundne sløjfe på et langt AGF-liv. At det så ovenikøbet i disse dage er præcis fyrre år siden, han førte AGF til det danske mesterskab ville være hovedet på sømmet. Men kender man Harmsen, har han med statsgaranti insisteret på, at det ikke
skulle være ham. Han har i stedet fastholdt, at i år skulle det være Wachmann, der i øvrigt er Jens Jønssons svigerfar – det er da værd at tage med.
Jeg har ikke længere Wachmanns autograf, den er givetvis smidt væk, når der derhjemme har været deklareret oprydning i gamle sager. Ikke af mig selv, selvfølgelig, men af de kvinder, jeg har boet sammen med. I morgen kan jeg heldigvis spørge efter en ny. Det tror jeg sgu, jeg gør for Wachmann er et godt og solidt træ i klubbens historie.
P.S.
Emmery bliver i øvrigt aldrig AGF-legende. Medmindre fundatsen ændres. Han er nemlig solgt længe inden, han når 100 kampe.
KSDH!