Mortensen, magi og mangel på borgmestre i Vejlby

Da jeg søndag eftermiddag satte bilnøglen i tændingen, bakkede ud ad indkørslen og satte kurs mod nordlige Aarhus var jeg en lille bitte smule modfalden. Jeg skulle væk fra mit nyerhvervede sommerhus og væk fra det formidable sommervejr, der denne søndag lå så fint over Hegedal strand.

Jeg skulle hjem – til Vejlby selvfølgelig – for at se fodbold. Og i en lånebil, der var tæt på at være verdens mindste, og hvor alt var analogt, så var der nok at holde styr på. Det, sammenholdt med et småhidsigt og langt fra søvndyssende vejnet gennem Danmarks Alsace-Lorraine, Djursland, betød omvendt og heldigvis, at modfaldenheden ikke fik så meget næring. Fire timer og en superligakamp senere var modfaldenheden hermetisk lukket ned og borte. For på en af de smukke søndagssensommeraftener august ofte byder på, tog AGF deres første sejr i snart et halvt år i Vejlby. Bum!

Den var ikke bare nødvendig og tiltrængt, men også fortjent og forløsende, og hvem andre end Mr. Jawline par excellence, Patrick Mortensen, stod bag sejren og kampens eneste scoring. Jeg har kritiseret ham i flere sammenhænge, og derfor må jeg også være den første til at anerkende, at det er svært at holde kritikken kørende.

Så til Michael Jøden og Sture Sandø – Jyllands-Postens kridhvide Sugar-daddies (deres egne ord) og værter på GF-podcasten Hvid Røg – til jer skal lyde en kæmpe ”undskyldning” for min evindelige pessimisme omkring PM. Efter et hovedstødsmål, der fra min position tog en bue som et frispark fra Roberto Carlos, lægger jeg mig fladt ned og overgiver mig.

Apropos overgivelse, så måtte flere også kapitulere overfor en anden Mortensen denne aften i Vejlby. På Legendernes Dag blev Super Henrik Mortensen hyldet og fejret som dette års legende i AGF. Denne dybt sympatiske og alt andet end en glidende-ned-på-knæ-jublende superspiller, var et valg så indlysende, at mine højthævede arme ikke faldt ned, før jeg satte mig ved tastaturet og skrev denne klumme.

Når han i 80’erne og 90’erne var på banen for ”De Hviie”, og når man så ham med bolden, havde man det som, når man lytter til Frank Sinatra. Enten får man lyst til at læne sig tilbage og bare give sig hen, eller man får lyst til at synge med og være med, hvor han var. Med andre ord, og til de unge, der ikke husker ham: Mortensen var for vild og spillede for fedt fodbold. Og herude i Vejlby kaldte vi ham ikke Super, som resten af byen gjorde. Herude gik han under et andet og – synes vi – langt mere rammende navn: Troldmanden.

Søndag blev Troldmanden så fejret i Vejlby. Og det er sjældent, jeg bliver rørt til en fodboldkamp, men det blev jeg denne søndag. Selvfølgelig kan alder og en snigende grådlabilitet spille ind, men jeg tror mere, det handlede om hans fuldstændig afmålte, stille og ydmyge attitude, da han nærmest gik undskyldende rundt på Danmarks bedst holdte græsplæne. Det var stort at overvære, og han vil for altid blive husket både her og der.

Noget der til gengæld ikke behøver at blive husket, og heller ikke bevæger eller rører mig en hujende fis, er to tidligere og en nuværende Aarhus-borgmesters påståede kærlighed til Vejlby og AGF – eller måske snarere manglen på samme.

Og så alligevel: jeg bliver jo faktisk rørt, men rørt på den helt forkerte måde. Jeg bliver nemlig både småsur og småharm over deres påståede tilhørsforhold til AGF, men endnu mere over de to tidligere borgmestre, der sammen med deres parti stod bag en stor del af ødelæggelsen af det Vejlby, som AGF nu spiller i.

Jeg kan tage fejl, men jeg har ikke set en eneste af dem på stadion i Vejlby. Og det kan jo undre, al den stund, at alle tre ofte har påberåbt sig at være kæmpestore AGF-fan. Men måske de mest er AGF-fans, når det lige passer ind i kalenderen? Og selvom det jo faktisk i disse dage og uger er ret så opportunt (det ord tænker politikere på hver eneste morgen, når de vågner) at holde med ”De Hviie”, nu hvor der kun er to point til førstepladsen, så er de altså ikke at finde på stadion.

Det kan der selvfølgelig være flere grunde til, og for de tidligere borgmestres vedkommende hænger det ganske givet sammen med, at de nok godt ved, at en kongestol i hvert fald ikke vil være til rådighed, hvis de vil igennem Vejlby. For med både deres billigelse og tilskyndelse til opførslen af førnævnte ødelæggelse af det gamle Vejlby, giver det måske meget god mening, at de ikke viser sig. Sådan at gå byggematadorers ærinde hjælper ikke på anseelsen i Vejlby.

Så i Vejlby er vi færdige med dem og har været det længe. Spørgsmålet er bare, om de er færdige med os og AGF?

For Wammens vedkommende kan det selvfølgelig hænge sammen med, at han er flyttet fra byen, men det er næppe hele forklaringen.

Bundsgaard derimod bor ikke langt væk. Han er så tæt på Vejlby, som man kan være uden at være det, - han bor i Risskov af alle steder. Ikke noget, man ligefrem vinder priser for herude, ligesom man heller ikke vinder priser for at træde tilbage før tid. Godt nok brændte lokummet og gør det vel egentlig stadig, men derfor er det god stil at blive og ikke løbe af pinden.

Men han løb og smed det hele pivtøjet over til Winnerskjold, byens nuværende og selvbestaltede influencer og SoMe-borgmester – i nævnte rækkefølge. Hans gøren og laden på især TikTok er efterhånden så pinlig at overvære, at man nærmest overvejer at melde sig ind hos SF eller Venstre. Opslagene er tåbelige og tåkrummende på alle niveauer, taler ned til de fleste – især hans medarbejdere i kommunen må tænke sit.

De dér vær-lidt-sjov-på-den-tossede-måde-klip bider vi fandeme ikke på i Vejlby. Ikke engang folk fra Risskov hopper på dem. Stop med det og stop med at lev et politisk liv gennem de sociale medier.

Stræb i stedet efter gode gamle begreber som ærlighed, stamina og troværdighed. Følg det op med at stemple ind på stemningstribunen i morgen på Vejlby Stadion – uden at filme det vel at mærke.

Det ville aftvinge den savnede respekt og give meget mere end at stå ved et åndssvagt sammenklappeligt bord på Strøget og spørge de forbipasserende, hvad de ønsker for Aarhus? Hallo, for dælen, du er borgmester og ikke en folkeskoleelev, som er ved at samle data til en projektopgave.

Og jeg bliver simpelthen i tvivl, om Winnerskjold virkelig brænder for Aarhus, for Vejlby og for AGF når jeg ser ham. I tvivl, om han har et reelt fodboldhjerte, og om han kan tage mere end fem på foden med en badebold. Om han i det hele taget kan huske legenderne hos ”De Hviie”?

Spørg Winnerskjold om, hvem Tom Bonde var – eller måske bare Søren Andersen – og hans første indskydelse ville være, at det nok var formanden for den lokale 3F-afdeling.

Men nok om legender og borgmestre på politiske og fodboldmæssige afveje. I morgen kommer garnison-drengene fra Fredericia til Vejlby. I den forbindelse kan vi godt savne, at Aarhus ikke længere er en garnisonby, men mon ikke træfningen ender med aarhusiansk sejr alligevel? Det skal det sgu…

Og næste års legende? Vi har allerede kaldt den her i Vejlby, men vil ikke afsløre navnet endnu. I stedet vil vi stille minde om, at vi næste år skriver 2026 – det jo er ensbetydende med et ikke så uvæsentligt jubilæum for en helt særlig begivenhed…

KSDH!