Fortsæt til indhold

Se bort fra kommunegrænserne og lad os få en 15 kilometer billet til offentlig transport på tværs af hele Midtjylland

Regionsmedlem foreslår at ændre zonestrukturen i den offentlige transport.

Debat
Jakob Fuglsang Andersen, AarhusRegionsrådsmedlem (SF)

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Tilbage i januar delte Aarhus borgmester hans tanker om en fingerplan i Aarhus, ligesom vi har set i København. Den ambition er jeg meget enig i. Vi skal styrke den offentlige transport, så det både bliver billigere, og der kommer flere afgange, på tværs af hele Midtjylland.

Her kunne vi jo for eksempel ændre vores zonestruktur, så prisen på din billet ikke længere handlede om, hvorvidt du rejste over kommunegrænsen, men i stedet var ud fra, hvor mange kilometer du rejste.

Hvis man lavede den samme billige pris indenfor de første 15 kilometer, ville du kunne rejse fra for eksempel Hinnerup, Lystrup eller Hørning ind til Aarhus midtby for den samme pris, det koster at rejse indenfor ringgaden.

Jeg er selv vokset op i Hadsten og Aidt, hvor der oftest ikke var en bus. Det var samtidig er sted, hvor de busser, der var der, var en altafgørende forbindelsen ind til Aarhus. Det var der, man tog ind for at se venner og være med til fritidsaktiviteter, som ikke nødvendigvis var der, hvor man boede.

Den offentlige transport binder os sammen. Den er med til at sikre fælleskaber og muligheder, som man ellers ikke ville have, hvis man ikke bor i de store byer. Hvis vi vil gøre noget ved forskellen mellem land og by, så er offentlig transport et af de vigtigste steder at starte.

På baggrund af denne fælles ambition om at styrke den offentlige transport i Østjylland, så håber jeg, vi på tværs af kommuner og regionen kan være med til at finde fælles løsninger og initativer til at binde hele Midtjylland endnu tættere sammen.

Her kunne en ændring på zonestrukturen være en vigtig start.