Er TV2 Sport lige nu i gang med at producere århundredets fodboldprank med vores hjemvendte søn?
Det er decideret smertefuldt at se, Jens Jønsson bruge sin tid og fysik på at varme op og ikke spille kampe.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
På Vejlby Stadion fyrer DJ’en i denne sæson op for Morten Breums mesterskabshymne ”Ventet hele livet”.
En såkaldt no-brainer, for med et godt, gedigent og slagkraftigt beat og fuldt smadder i højttalerne er stadion og spillere altid klar til kickoff. Er det enden for ”Malaga”, og kan Vejlby blive ”Malagas” endeligt? Nok ikke, men Breum har fat i den lange ende med det hit.
Det samme kan man ikke sige om den hymne, der spilles og benyttes under Conference League. Vi hørte den forleden i Randers. Den er kilometer fra at have samme gennemslagskraft som Breums, og det var ikke før opgøret mod Braga, at det gik op for mig, at den fandtes. Jeg har googlet mig frem til, at den er komponeret af en tysk producer fra Frankfurt. Han komponerer mest musik til TV-serier. Det skulle han holde sig til. For der er kun ét at sige – den virker ikke. Den er åndssvag, søvndyssende og kan vel kun ses som et spagt og vagt forsøg på at lægge sig op ad noget, der virker: Champions League-hymnen
Heldigvis har AGF, også i Randers, et stærkt, eksplosivt og smukt kontingent af stemningsparate aarhusianere, som viser vejen og brager løs, og det er vanvittigt, hvor meget man kan mærke, hvad et lukket stadion uden løbebane betyder for lyden og stemningen.
I Randers er der kun omkring 7-8.000 tilskuere, og alligevel virker det, som var der det dobbelte. Især når stemningsafsnittet bag det ene mål går i gang med at synge, flashe og flexe tørklæder og muskler. Når AGF besøger Randers Stadion, er det ikke kun lyset fra projektørerne, randrusianerne bemærker. Nej, det er i den grad også larmen fra stadion.
Jønsson og Tchamche
»Jens Jønsson, Jens Jønsson, Jens Jønsson, vi elsker alle sammen Jens Jønsson.«
Midt i anden halvleg i kampen mod Braga brød en tilskuer umotiveret og uventet ud i sangen om Jens Jønsson. Nogle smilede, andre tænkte deres, og for mit eget vedkommende håbede jeg, at flere ville stemme i og synge med. Men det skete ikke.
Ærgerligt, for sangen er både melodisk og sangbar og kendt af de fleste (”Jamaica, Jamaica, Jamaica”). Og denne sommer – muligvis naivt – var jeg sikker på, at Jønsson blev den spiller, man sang mest om. Ikke mindst fordi Vibys fortabte søn nu vendte hjem. Ja, som den fortabte søn i Det Nye Testamentes måske allerstørste fortælling, Lukasevangeliet kap. 15, vers 11.
Lignelsen, som det jo retteligt hedder, er fortællingen om sønnen, der vendte tilbage til familien efter år med druk og hor og alt det midtimellem. Men det er også fortællingen om tilgivelse og om at elske sine børn betingelsesløst. Kort sagt er det essensen af kristendommen, og min præstefar sagde altid (gad vide hvorfor?!), at det var den fortælling, han holdt allermest af.
Det er der i Vejlby også mange andre, der gør. Fordi mange her i bydelen kender alt til heftige udskejelser og det efterfølgende behov for at føle sig elsket til trods og blive inviteret indenfor igen. Nøjagtig som faderen troede, sønnen var tabt ”… men er blevet fundet”.
I modsætning til den gamle far har Jakob Poulsen endnu ikke slagtet fedekalven og holdt den store hjemkomstfest(kamp) for AGF’s tabte søn, Jens Jønsson. Men for dælen, hvor jeg håber, den kamp snart kommer, hvor Jønsson starter inde.
Jeg har set to træningspas på højt niveau i mit liv. Det ene, en landsholdssamling i 1991 i Vedbæk, og så en sommertræning på Fredensvang i 2026. I Vedbæk var det især Flemming Povlsens helt crazy energi, jeg bed mærke i. På Fredensvang i sommer var det Jønsson, der var alle de andre overlegen i fysik og vilje.
Derfor er det også decideret smertefuldt at se, Jønsson bruge sin tid og fysik på at varme op, og man har nærmest på fornemmelsen, at han til hverdagens træningspas intet andet laver end at gå rundt og kigge efter firkløvere eller – og man ved aldrig helt i disse tider – at TV 2 Sport lige nu er i gang med at producere århundredets fodboldprank med Jønsson. I en serie på seks afsnit, hvor det i sidste afsnit afsløres af Camilla Martin og Morten Ankerdal, at det hele ”bare var for sjov og handlede om, at man ville se hvor længe man kunne holde JJ på bænken, inden han gik helt agurk.”
Det sker næppe, for man smider ikke to AGF’ere under samme prank-bus (Wallbridge er AGF-fan, red.).
En anden AGF-spiller, som vækker undren, er Stefen Tchamche. Findes der en sang om ham? Jeg tvivler, i og med at han den seneste tid har været genstand for en sand hovedrysten blandt mange AGF-fans. Tchamche har spillet ad helvede til – det ved han garanteret også godt selv – og det er mildest talt gået den gale vej for Hørning-drengen, siden han scorede sit vidunderlige hovedstødsmål på Brøndby Stadion i første del af mesterskabssæsonen.
Her viste han, hvad en angriber skal kunne, med fuld appel og fuldt skrald ind i feltet. Bam! Og jeg var dengang sikker på, at den nye juvel på Fredensvang var fundet. Men siden da har meget lidt hængt sammen, og han var derfor på vej mod glemslen og dermed Nando Rafael-status. Og efter kampen mod Braga sagde jeg til en ven, at han næppe starter inde mere i den her sæson.
De ord må jeg nok æde igen. Tchamche er back in contention med sin scoring i sidste kamp og kan sagtens være i spil til fredagskampen mod Lyngby.
Fredagsbar
Til selvsamme kamp har AGF også inviteret udenfor til årets fredagsbar. Uagtet at man godt ved, at kolde fadøl i kolde hænder ikke altid er hinandens bedste venner – man taber for mange af dem, så har det alligevel udviklet sig til en god tradition.
Fadøl og fredagsbar hænger også godt sammen med Beefeater i Veri Centret. Beefeater var i mange år stolt sponsor for VIKs førstehold. Et sponsorat, der næppe ville gå i dag, pga. sammenblandingen af øl og sport forstås, men som dengang var et fuldt ud legitimt samarbejde uden løftede øjenbryn hos bestyrelse eller medlemmer.
Træneren var selvfølgelig ikke altid af samme mening og kunne ofte bande både Beefeater og sponsoratet langt væk. Det skyldes, at der alt for tit blev gået til den af spillerne både fredag og lørdag, men for VIK i 90’erne var Beefeater, hvad natklubben LouLou var for AGF-spillerne, da mesterskabet kom i hus.
Jeg vil opfordre til at gå forbi Beefeater nu på fredag i Veri Centret. Her vil man kunne møde et stykke ægte lokalhistorie. Bartenderne serverer sprutten og øllet uden så mange dikkedarer, og mulighederne for at gå den-fortabte-søn-balalajka med slagsmål på trappen, rafling ved bordene, sprut i spandevis og hurtig tys-tys-sex på toilettet er i den grad til stede. Og hvis Jens Jønsson ikke snart får noget kærlighed og spilletid fra træneren, ta’r vi ham med på Beefeater, hvor han aldrig vil føle sig fortabt, men altid fundet.
KSDH!