Var Molslaboratoriet reelt et sulteprojekt?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Molslaboratoriet bliver fremhævet som et vellykket naturprojekt, hvor heste og kvæg græsser i de grønne bakker, biodiversiteten blomstrer, og naturen får lov til at udvikle sig frit. Men er virkeligheden så idyllisk? Hvorfor får dyrenes velfærd og naturens udvikling så lidt opmærksomhed, når det er her, en stor del af konflikten omkring Molslaboratoriet udspringer?
Molslaboratoriet har i ti år været fremhævet som et forbillede for rewilding i Danmark. Derfor må det også være rimeligt at kræve dokumentation for resultaterne.
Hvor er dokumentationen for succesen?
Vi hører om en blomstrende biodiversitet. Men hvor er den videnskabelige dokumentation for, at naturen faktisk har fået det bedre som følge af helårsgræsningen?
Der blev ikke etableret en samlet baseline for biodiversiteten før projektets start. Dermed mangler et vigtigt sammenligningsgrundlag.
Samtidig har Aarhus Universitet beskrevet, hvordan ophøret med den tidligere naturpleje har ført til hurtig tilgroning med buske og træer. Ifølge Foreningen Fri Naturs opgørelse er gyvelens dækning på de åbne arealer steget fra 0,4 procent i 2015 til 22 procent i 2022.
Hvordan hænger det sammen med fortællingen om et projekt, der skal bevare den lysåbne natur?
Jeg har som dyrlæge gennem flere år besøgt Molslaboratoriet og dokumenteret både dyrenes tilstand og fødegrundlaget. Jeg har selv observeret magre dyr og meget begrænsede fødemuligheder i vinterperioder.
Heste og kvæg bliver ikke vilde dyr, fordi man sætter dem bag et hegn og undlader at fodre. De kan ikke vandre videre, når føden slipper op. Ansvaret for deres velfærd ligger fortsat hos mennesker.
Hvorfor ændrede man pludselig praksis efter næsten ti år? Og hvorfor netop op til et ejerskifte? Det er spørgsmål, der burde få langt større opmærksomhed end de tiltaltes påklædning og interne uenigheder.
I en enkelt vinterperiode måtte 42 dyr, over halvdelen af bestanden, fjernes fra området, fordi fødegrundlaget ikke længere var tilstrækkeligt.
Det burde give anledning til kritiske spørgsmål. Hvorfor blev der ikke reageret tidligere, og hvor længe havde dyrene manglet tilstrækkelig føde?
Hvem er egentlig aktivisterne?
De otte tiltalte i fodringssagen omtales ofte som aktivister, og deres handlinger kædes sammen med fortællinger om chikane, trusler og hærværk.
Jeg tager naturligvis afstand fra den slags. Men de otte er tiltalt for ulovlig fodring, ikke for trusler eller hærværk.
Hvorfor blandes det hele sammen?
Og hvornår bliver man egentlig aktivist? Når man fotograferer dyr, anmelder mulige overtrædelser af dyrevelfærdsloven eller stiller kritiske spørgsmål til et naturprojekt?
Så må betegnelsen også gælde fortalere for rewilding, der aktivt arbejder for at fremme deres natursyn.
Hvorfor begyndte man pludselig at fodre?
Kort før Hempel Fondens overtagelse i april 2026 begyndte den tidligere ejer at fodre dyrene. Efter ti år uden tilskudsfodring!
Ved overtagelsen gav flere dyrs tilstand anledning til bekymring, og den nye ejer har efterfølgende tilkendegivet, at dyrene fremover skal fodres efter behov og vurderes efter klare veterinærfaglige kriterier.
Hvorfor ændrede man pludselig praksis efter næsten ti år? Og hvorfor netop op til et ejerskifte?
Det er spørgsmål, der burde få langt større opmærksomhed end de tiltaltes påklædning og interne uenigheder.
Det handler om mere end Molslaboratoriet.
Jeg er ikke imod store græssende dyr i naturplejen. Men dyrenes velfærd og vores natur må aldrig tilsidesættes af hensyn til en bestemt naturforvaltningsmodel.
Molslaboratoriet har været brugt som forbillede for den naturforvaltning, der nu indføres i store dele af Danmark. Derfor er det afgørende, at både konsekvenserne for dyrene og de påståede gevinster for biodiversiteten bliver undersøgt grundigt og uafhængigt.
Dyr bag hegn er menneskers ansvar. Og hvis der er tvivl om dyrenes forhold, er det forholdene, der skal undersøges – ikke kritikerne, der skal mistænkeliggøres.