Fortsæt til indhold

Slagsmål om sultne dyr og skilteforbud i Mols Bjerge

Rewilding, sultne dyr og skilteforbud: Retten skal afgøre, om billeder og dyrlæge må komme til orde.

Samfund

Otte personer fra Østjylland er tiltalt for i 27 tilfælde at have fodret heste og kvæg på Molslaboratoriets arealer i Mols Bjerge i strid med naturbeskyttelsesloven.

Tiltalen bygger på paragraf 25 i bekendtgørelsen om offentlighedens adgang til naturen, der pålægger besøgende at følge ejerens anvisninger, herunder skiltning.

I 2024 opgjorde Naturhistorisk Museum Aarhus, at man siden 2020 havde registreret 82 tilfælde af hærværk, chikane og ulovlig fodring af dyr.

Syv af de otte tiltalte mødte op i retten.

Ifølge anklagemyndigheden har de tiltalte i flere omgange fra marts 2022 til juni 2025 bragt hø og halm ud til dyrene, selv om der var opsat skilte med fodringsforbud, og selv om Molslaboratoriets personale havde oplyst, at fodring var forbudt.

Foto: Per Øxenholt

Tre vil betale fluks

Flere af de tiltalte afviser ikke, at have fodret dyrene, men de gør gældende, at der var tale om nødværge, fordi dyrene var underernærede.

Tre af de otte erkendte umiddelbart efter retsmødet deres brøde og har besluttet at komme videre ved at betale deres bøde, mens de fem øvrige fortsætter sagen. Hvis de findes skyldige, risikerer de en bøde.

De fem er: parret Annette og Mogens Klit, Søren Brink samt parret Jill og Kent Nielsen.

Jill Nielsen var ikke mødt op til retsmødet af personlige årsager.

De tre, der har bedt om at få lov til at betale deres bøde og ikke møde op til retssagen, er: Dorthe Brauner Jensen, Svend Hansen og Inge Richter Lassen.

Foto: Per Øxenholt
Dyrene skal finde det føde, der er inden for hegnet, og hvis vi skal bevise, at det projekt ikke kan lykkes, bliver vi nødt til bogstaveligt talt at have nogle lig på bordet.

Retten afventer afgørelse

Forsvaret ønsker at føre tre vidner, når retssagen begynder: dyrlæge Lotte Bøgedal, fotograf Per Øxenholt og Det Veterinære Sundhedsråd.

Ifølge forsvaret skal vidnerne være med til at belyse dyrenes tilstand ved hovedparten af de 27 forhold i anklageskriftet og vurdere, om hensynet til dyrevelfærden kan have gjort fodringen nødvendig.

Advokat Lasse Hummelhof Frandsen, der repræsenterer to af de tiltalte, Anette Klit og Søren Brink, sagde efter retsmødet til Din Avis: »Vores udgangspunkt er, at de her dyr trængte til noget foder. Det kan vi kun bevise, hvis vi får nogle billeder af, hvordan dyrene så ud de dage, og ikke ved at spørge en dyrlæge, som har et myndighedsstempel på sig.«

»Hvis vi ikke må indkalde vidner, har vi kun billeder af mennesker. Det er det, der allerede ligger i sagen.«

Han henviser til, at Det Veterinære Sundhedsråd i flere udtalelser har fastslået, at udegående husdyr i vinterhalvåret skal sikres tilstrækkeligt foder og frisk drikkevand, hvis det naturlige græsareal ikke længere kan dække dyrenes næringsbehov. Fødevarestyrelsen har også udtalt, at man skal reagere, før dyrene bliver afmagrede, og at der skal sættes ind, hvis dyrene er for magre.

Fra Per Øxenholt lød det »Jeg er aldrig blevet sigtet for at fodre dyrene på Molslaboratoriets arealer. Jeg har gået meget derude og taget mine billeder af folk, der fodrer som dokumentation. De er ikke hverken fake eller manipulerede. Jeg kan gøre rede for på dato og klokkeslæt, hvornår de er taget, og jeg synes, det er et underligt retssystem, vi har, hvis man vil afskære vidner fra at forklare sig i en retssag. Mine billeder beviser, at dyrene var underernærede.«

Anklager vil afvise vidner

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at vidnerne skal afvises, fordi sagen ifølge anklageren alene handler om overtrædelse af naturbeskyttelsesloven og ikke om dyrenes tilstand.

Senioranklager Laura Simoni Pedersen sagde under retsmødet, at det er overflødigt at føre de to vidner, Lotte Bøgedal og Per Øxenholt.

Hun henviser til, at Fødevarestyrelsen har været tilsynsmyndighed og har dokumenteret forholdene gennem tilsynsrapporter.

Hun fremhævede flere gange, at ingen ved, hvornår Per Øxenholts billeder er taget, eller hvor de stammer fra.

Det ved man om myndighedernes materiale, ifølge Laura Simoni Pedersen.

Hun understregede også, at det ikke automatisk gør en person til et relevant vidne, at vedkommende har været til stede.

Mens spørgsmålet om Lotte Bøgedal og Per Øxenholts muligheder for at blive ført som vidner, var de sendt ud af retslokalet på begæring af anklager, mens forsvarer afviste, at det var nødvendigt.

Efter 20 minutters pause kom dommeren tilbage, og meddelte, at duoen skulle ud af retslokalet.

De skal afsløres

Lotte Bøgedal forklarede efter retsmødet til Din Avis: »Jeg har meldt ud fra start, at jeg er imod, man tilskudsfodrer, fordi det her handler om dyreholders tilgang til at fodre. Jeg forstår godt, de har fodret, men min vigtigste grund til ikke at ville fodre er rent fagligt.«

»Det er politisk bestemt, at naturen skal forvaltes på denne måde – rewilding. Dyrene skal finde det føde, der er inden for hegnet, og hvis vi skal bevise, at det projekt ikke kan lykkes, bliver vi nødt til bogstaveligt talt at have nogle lig på bordet. Det er der nogle, som synes er rigtig hårdt, men det, at der bliver fodret med hjertet, har temmelig sikkert hjulpet dyr helskindet gennem vinteren. Fordi tilskudsfodring ændrer på præmissen ved rewilding.«

»Det er et paradoks, at de ikke vil bruge Per Øxenholts billeder af dyr, der har sultet, men de vil gerne bruge hans billeder af de mennesker, som har fodret dyrene.«

Nøgledato 28. september

Molslaboratoriet har siden 2016 dannet ramme om rewilding-projektet, hvor dyrene som udgangspunkt selv skal finde føden året rundt.

Det konkrete fodringsforbud var fastsat af Naturhistorisk Museum, som ejede arealet frem til 15. april 2026.

I april gav Naturhistorisk Museum depechen videre til Hempel Fonden, der driver tre andre rewilding-projekter i Danmark.

Hempel Fonden oplyste i forbindelse med overtagelsen, at man var bekymret for flere af dyrenes sundhedstilstand, og at der i en periode ville ske tilskudsfodring.

Retten træffer afgørelse om, hvorvidt Lotte Bøgedal og Per Øxenholt kan optræde som vidner i en kommende retssag 28. september.

Først herefter kan retssagen indledes, og der skal findes tid til hovedforhandlingen. Sagen er derfor udsat på ubestemt tid.

Se video: