Fortsæt til indhold

Per Øxenholt i spidsen for ny forening, som vil revolutionere dansk natur uden indhegning

Per Øxenholt stifter forening med fokus på selvregulerende økosystemer. Foreningen »Vild Natur Uden Hegn« ønsker at købe jord til fri natur gennem fondsmidler.

Politik

En ny forening, »Vild Natur Uden Hegn«, er blevet stiftet med det formål at fremme ægte, fri og selvregulerende natur i Danmark uden brug af hegn og uden store græssere, der er indespærret.

Per Øxenholt, midt i billedet, deltog i kaffemødet i sidste måned på Kalø Højskole. Han bakker op om efter mødet, at tonen i rewildingdebatten mellem modstandere og tilhængere skal blive bedre og mere respektfuld. Det lover Øxenholt kommer til at kendetegne den nye forening. Foto: Lars Norman Thomsen

Det er den velkendte modstander af rewilding, Per Øxenholt, som har taget initiativ til at stifte foreningen.

»Foreningen har pt. fået et CVR-nummer, og jeg forventer, at der bliver indkaldt til stiftende generalforsamling meget snart. Vi skal indkalde 14 dage i forvejen, men der går ikke lang tid, før det sker,« siger Per Øxenholt, der selv bor i Strands og forventer, at den stiftende generalforsamling skal afvikles i Strands Forsamlingshus, hvor han sidder med i bestyrelsen.

Uden indhegning

Det er ikke overraskende, at grundlaget for den nye forening bliver, at naturen ikke skal indhegnes.

»Naturen skal have plads til at udvikle sig frit med vilde dyr, naturlige økosystemer og dynamikker, som ikke kræver konstant menneskelig indgriben«, lyder det på foreningens hjemmeside.

»Foreningen tager klart afstand fra projekter, hvor store græssere bruges som redskab i indhegnet naturpleje. Vi ønsker ikke natur, der holdes kunstigt i live bag hegn – vi ønsker levende natur, der kan klare sig selv,« kan man læse på hjemmesiden.

Per Øxenholt fortæller, at han benytter dyrlæge Lotte Bøgedal fra Skodborg Hestepraksis som rådgiver, når han skal vide mere om deciderede fagspecifikke temaer.

Lotte Bøgedal er kendt som kritiker af rewilding og har flere gange kritiseret den praksis, der foregår på Molslaboratoriet og stillet spørgsmålstegn ved dyrevelfærden på stedet.

Fem formål

Foreningens formål inkluderer:

Foreningens formål inkluderer:

  • At arbejde for vild natur uden hegn.
  • At modarbejde indhegning af naturarealer.
  • At fremme naturpleje baseret på naturlige processer og vilde dyr.
  • At købe jord til fri natur gennem fondsmidler og EU-støtte.
  • At være en tydelig stemme i debatten, hvor naturen ellers risikerer at blive ensrettet og indhegnet.

Over 800 følgere

Den kommende forening har allerede en Facebook-side, som man kan følge for nærmere information.

»Vild Natur Uden Hegn« har allerede tiltrukket over 800 medlemmer på Facebook og ser frem til at engagere flere i kampen for en fri og vild natur uden hegn.

Hvorvidt de pågældende også vil være medlem og betale kontingent, ved Per Øxenholt af gode grunde ikke endnu.

Foreningen håber på støtte fra sponsorer og fondsmidler til at købe jord til fri natur over hele Danmark, fortæller Per Øxenholt.

»Den Danske Naturfond ser ud til at have mange penge til formålet, så det vil være oplagt at forhøre os her,« siger Per Øxenholt uden at blinke.

Han har fået tilkendegivelser fra flere borgere, både lokalt og på landsplan, der er klar til at yde en indsats i bestyrelsen, som forventes at komme til at bestå af syv medlemmer og to suppleanter.

»Jeg vil slå på, at vi holder en ordentlig tone. Også overfor de mennesker, der er uenige med os,« lover Per Øxenholt.

Han nævner udkommet af det nyligt afholdte ’kaffemøde’ på Kalø Højskole, hvor det blev lovet fra flere af de fremmødte, at den skingre og til tider vanvittige tone på de sociale medier med personlige udfald skulle stoppes.

»Vi vil stå for en ordentlig tone og ikke acceptere medlemmer, der ikke kan overholde dette. Vi vil gå efter bolden og ikke manden.«

Aktiv i DF

Per Øxenholt, der opstillede til KV25 i Syddjurs for Velfærdslisten uden at blive valgt ind, har opgivet alle planer om fortsat at involvere sig her.

I stedet har han meldt sig ind hos Dansk Folkeparti, hvor han har en forventning om at blive valgt ind i bestyrelsen ved den kommende generalforsamling lokalt.

Dansk Folkeparti har en samlet forening på Djursland.

»Man ser gerne, at jeg kommer i bestyrelsen, så der kan blive sat mere skub i aktiviteterne på Djursland,« siger Per Øxenholt.

Tilføjelse:

Efter at artiklen er skrevet, har den nye forening fundet datoen for den stiftende generalforsamling.

Det bliver tirsdag 17. marts i klokken 19 i Strands Forsamlingshus, hvor der vil blive orienteret om den nye forenings idegrundlag og formål, inden vedtægterne bliver vedtaget og en ny bestyrelse valgt.