Politiet kontaktet for at sikre ro og orden ved rewilding-arrangement

»Det er på eget ansvar, at I serverer dialogkaffe mellem folk, der er for og imod rewilding.«

Sådan lød det til Özlem Cekic, leder af Brobyggerne - Center for Dialogkaffe, forud for arrangementet med overskriften »Rewilding – svigt af dyrene eller frihed for naturen?«, torsdag 22. januar på Kalø Højskole. Formålet var at bringe tilhængere og modstandere frem til en fælles forståelse af rewilding med primært afsæt i forskningsprojektet på Molslaboratoriet.

Forberedelserne

Özlem Cekic havde sammen med andre fra Brobyggerne - Center for Dialogkaffe været ude at rekognoscere og tale med både modstandere og tilhængere.

Repræsentanter fra Molslaboratoriet havde på forhånd meddelt, at ingen dukkede op, fordi flere medarbejdere er blevet traumatiserede af debattens form, indhold og tone.

Det kunne Özlem Cekic fortælle efter at have været på besøg på Molslaboratoriet inden arrangementet på Kalø Højskole. Ligesom hun havde mødtes med repræsentanter fra modstanderne af rewilding og især projektet på Molslaboratoriet.

Arrangementet tiltrak omkring 130-140 deltagere, og forlods opstod der bekymringer for sikkerheden. På grund af voldsomme advarsler blev politiet kontaktet for at sikre ro og orden.

Konflikterne omkring de fritgående heste og kvæg i naturen har tidligere ført til politianmeldelser og chikane blandt de involverede parter. Så galt gik det slet ikke.

Humor som drivkraft

Özlem Cekic ledede slaget med humoren som slag- og drivkraft. Metoden, der blev anvendt, fokuserer på humor, plads til uenighed, legitimering af kritiske spørgsmål og omfavnelse af forskellighed, samtidig med at personangreb og mærkater undgås.

Det var da også en tilfreds Özlem Cekic, som efter den sidste kop kaffe var drukket og højskolesangen var forstummet, takkede alle for at bidrage til dialogen: »Selvom den til tider var svær, gik alt fredeligt og ordentligt.«

Rewilding - hvad betyder det?

Men hvad er rewilding egentlig? Det er ikke altid lige let at gennemskue. Den gængse definition er, at rewilding handler om at genetablere de biologiske processer i naturen, der gennem tiden har skabt forskellige naturtyper og dermed forudsætninger for artsdiversitet. Eller sagt med andre ord: at få mere vild natur ved hjælp af naturens egne virkemidler.

I lokal optik forbindes rewilding med forskningsprojektet på Molslaboratoriet, mens naturpleje er de projekter, som kommunen sætter i værk både på offentlige og private arealer i henhold til gældende lovgivning. Men det er alt for snævert at tænke sådan, ifølge Syddjurs Kommunes biologer.

Enighed om dyrevelfærd

En central del af dialogen var enigheden om, at Dyrevelfærdslovens bestemmelser skal overholdes til punkt og prikke, uanset om man kalder det rewilding eller naturpleje.

Ifølge loven skal dyr behandles forsvarligt, hvilket betyder, at de skal beskyttes mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe. Enhver, der holder dyr, har et ansvar for at sikre, at dyrene bliver behandlet korrekt og får mulighed for at udtrykke naturlig adfærd. Dette inkluderer, at man skal tage hensyn til dyrenes fysiologiske, adfærds- og sundhedsmæssige behov.

»Alle, der sidder her, elsker jo dyr,« lød det fra Özlem Cekic. Så langt så godt.

Ubesvarede spørgsmål

Per Øxenholt, i fem år nærmest fast inventar med sit kamera på Molslaboratoriet, spurgte eksperterne Bengt Holst, formand, Dyreetisk Råd, Yvonne Johansen, dyreværnschef, Dyrenes Beskyttelse og Anders Horsten, naturpolitisk rådgiver, Danmarks Naturfredningsforening: »Hvorfor er gennemsnitslevetiden for en hest på Molslaboratoriet kun fem år?«

Det kunne ingen af eksperterne svare fuldgyldigt på.

Et andet spørgsmål, der lå på tungen hos flere af modstanderne, var, hvorfor dyrlæger kan se så forskelligt på det, der foregår på Molslaboratoriet? Det er et tema i sig selv, som ikke blev berørt.

De dyrlæger, der følger dyrene på Molslaboratoriet, har som regel ingen kritik af dyrenes forhold, mens dyrlæger med Lotte Bøgedal, selv hestedyrlæge, og den lokale hestedyrlæge Jens Kristoffersen, Knebel, har en anden mening.

Hvem tager stafetten?

Der er masser af stof til at fortsætte debatten på et lødigt niveau. Den er først lige begyndt over en kop kaffe, må konklusionen være efter mødet på Kalø Højskole, som viste, at samtale selv mellem mennesker, der ligger milevidt fra hinanden i opfattelser, heldigvis er mulig.

Spørgsmålet er bare, hvem der tager stafetten op?