Fortsæt til indhold

23 tilfælde af hærværk i ny naturnationalpark: Folketingsmedlem vil have Wammen i samråd

Alternativets folketingsmedlem Torsten Gejl Gejl vil gøre gerningsmænd 100 procent erstatningsansvarlige, hvis de øver hærværk mod hegn og låger i naturnationalparker.

Samfund

Torsten Gejl, folketingsmedlem for Alternativet og med tidligere bopæl i Syddjurs, glæder sig over åbningen af Naturnationalpark Gribskov forleden, skriver han på sin Facebookprofil.

Samtidig udtrykker han bekymring over de mange tilfælde af hærværk, der allerede er registreret i parken.

Ifølge Naturstyrelsen er der indtil nu registreret 23 henvendelser om hærværk i forbindelse med naturnationalparken. Det drejer sig blandt andet om klippede hegn, ødelagte låse og porte, der er blevet tvunget op. Hærværket er sket i forbindelse med åbningen af parken, hvor der er opsat hegn for at holde de udsatte dyr, herunder stude, krondyr og elge, inden for området.

Vil indkalde justitsministeren

Torsten Gejl oplyser, at han vil indkalde justitsminister Nicolai Wammen i samråd om, hvordan man kan forhindre ulovligheder som hærværk mod hegn og materiel i naturnationalparker og hos andre dyreholdere i Danmark. Han foreslår blandt andet, at det undersøges, om det er muligt at finansiere opsætning af skjulte kameraer for at dokumentere ulovlighederne.

»Jeg vil foreslå, at man stilles 100% ansvarlig for de skader, man forårsager på materiel og mennesker, hvis ens hærværk for eksempel betyder, at et elsdyr finder ud gennem et hul i hegnet og forårsager en trafikulykke,« skriver Torsten Gejl.

Han understreger, at det ikke er ulovligt at bekymre sig om dyrevelfærd, men at det er ulovligt at ødelægge hegn og dermed potentielt bringe både dyr og mennesker i fare.

Alle episoder politianmeldt

Ifølge Naturstyrelsen har hærværket blandt andet bestået i, at hegn er blevet klippet over, låse ødelagt og porte tvunget op. Styrelsen oplyser, at der er tale om en række forskellige episoder, som alle er blevet politianmeldt.

Naturnationalpark Gribskov blev officielt åbnet for nylig og dækker et område på 1.300 hektar.

Til sammenligning har en kommende naturnationalpark i Nationalpark Mols Bjerge et samlet planlagt areal på 775 hektar (7,75 km²) bestående af udelukkende statslige arealer.

Nationalpark Mols Bjerge har et samlet areal på ca. 18.000 hektar.

Samråd i juni 2025

6. juni 2025 havde Folketingets retsudvalg efter ønske fra Zenia Stampe (RV), Ole Birk Olesen (LA) og Torsten Gejl (ALT) kaldt daværende justitsminister Peter Hummelgaard (S) i samråd om chikane af dyreholdere og ulovlig fodring.

Udvalget bad justitsministeren om en status på politiets indsats mod chikane og trusler rettet mod ansatte ved Molslaboratoriet,»hvor der har været gentagne episoder med falske beskyldninger om dyremishandling.«

Udvalget anmodede desuden ministeren om at redegøre for regeringens planer for at beskytte ansatte og dyr i fremtidige naturnationalparker og ved andre lovlige dyrehold rundt om i landet, hvor lignende chikane og ulovlig fodring forekommer.

Se video: