Naturstyrelsen: Grusvej lukkes for biler, men åben for gående og cyklister. Bilister får kun 400 meter længere rute til Trehøje
Naturstyrelsen Kronjylland forsvarer beslutningen om at fjerne hegn og lukke veje på statens arealer i Nationalparken. Skovrider Uffe Strandby påpeger, at ændringerne ikke er direkte relateret til Naturnationalpark Mols Bjerge.
Skovrider Uffe Strandby, Naturstyrelsen Kronjylland, svarer på kritikken fra borgere og Landsbygruppen Mols Bjerge om Styrelsens ageren i området, der skal blive til Naturnationalpark Mols Bjerge på statens arealer.
Kritikken går på, at Naturstyrelsen har fjernet hegn og lukket veje i området før den offentlige høring.
Lokale borgere og Landsbygruppen Mols Bjerge føler sig overhørt og kritiserer processen. Landsbygruppen har udarbejdet et forslag, der sikrer større tilgængelighed for lokale brugere.
Kritikerne mener, Naturstyrelsen underminerer høringsprocessen og borgerinddragelse.
Socialdemokratiets Anita Søholm er enig i kritikken. Hun mener, Naturstyrelsen har set stort på borgerinddragelse og vil lukke statsvejen til Trehøje, før en mobilitetsanalyse er færdig og diskuteret politisk.
Uffe Strandby svarer:
Vedrørende manglende høring:
»Ændringen af foldene har ingen direkte sammenhæng med Naturnationalpark Mols Bjerge. Ændringen er en del af den almindelige forvaltning af området og er foretaget uafhængigt af planerne for en naturnationalpark. Justeringen ville også være foretaget, hvis der ikke var planer om en naturnationalpark i området. Justering af og sammenlægning af folde samt forskellige dyrehold har altid været en del af Naturstyrelsens almindelige drift af vores arealer i Mols Bjerge
Der kommer til at gå flere år, før Naturnationalpark Mols Bjerge er endeligt etableret, og også i den periode er der behov for at sikre gode rammer for en forvaltning, der har fokus på dyrevelfærd og biodiversitet.
Formålet med ændringen er at skabe større folde, så dyrene får mere plads. Det giver bedre dyrevelfærd, bedre muligheder for læ, ly og tørt leje og et mere varieret fødegrundlag for de græssende dyr. Helårsgræssende dyr spiller en vigtig rolle, når det kommer til at skabe endnu større biodiversitet i Mols Bjerge.«
Vedrørende adgang til området:
»Den berørte grusvej lukkes for motoriseret trafik på en strækning på cirka 900 meter, men er fortsat åben for gående, cyklister og ryttere. Der vil dermed fortsat være adgang for besøgende.
For bilister findes der alternative tilkørselsmuligheder til Trehøje – ruten dertil bliver knap 400 meter længere i bil.
Der kan være borgere, som ikke ønsker at færdes blandt kvæg, og det har Naturstyrelsen forståelse og respekt for. Derfor er der fortsat stier og ruter uden for foldene, og der arbejdes på nye stiforløb på arealer, der for nyligt er erhvervet, for at skabe mere sammenhængende naturområder.«
Vedrørende inddragelse:
»Naturstyrelsen har givet en orientering om sammenlægning af foldene til Naturstyrelsens lokale brugerråd og Syddjurs Kommune, hvilket er vores praksis i sådanne tilfælde. Yderligere er bestyrelsen for Naturnationalpark Mols Bjerge orienteret om ændringerne.
Ift. den generelle lokale inddragelse har Naturstyrelsen afholdt tre møder i området sammen med landsbygruppen for at lytte til deres betragtninger vedr. den kommende naturnationalpark samt forklare hvorfor man er tilbageholdende med fx at frahegne kommunale veje og anvende sluser. I forbindelse med opsætning af hegn omkring de nyerhvervede arealer i Mols Bjerge, har Naturstyrelsen rakt ud til lokale ryttere og lokalt bosted, som har fået mulighed for at komme med input til placering af hegnet og nye ruter. Her deltog også repræsentanter fra Syddjurs Kommune og handicaprådet.
Derudover har Naturstyrelsen på møder i løbet af 2025 været i dialog omkring NNP Mols Bjerge med bl.a. Landsbyerne v. Mols Bjerge, nabolodsejere, Vistoft Plantage, besøgt Naturbørnehaven Mols Bjerge, deltaget på borgermøde på Molsværket og holdt oplæg til et åbent arrangement arrangeret af DN. Dertil kommer en række oplæg til forskellige uddannelsesinstitutioner.
Der er i løbet af 2025 afholdt otte (det 9. møde afholdes d. 4. december) møder med bestyrelsen for Naturnationalpark Mols Bjerge. Bestyrelsen har 26 medlemmer, der repræsenterer forskellige interesseorganisationer og foreninger.«