Mols Bjerge: Fra eventyr til indhegnet landskab

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Man kan måske mene, at jeg både er forkælet og forvent – at jeg som barn og ung nød godt af noget, der ikke er alle forundt.

Med et hjem i Knebel, for foden af Mols Bjerge, og med min egen pony, brugte jeg det meste af min tid på hesteryg i bjergenes magiske og eventyrlige landskab.

For mig var det verdens bedste legeplads. Stierne snoede sig, væltede træer ændrede ruterne, og nye spor opstod, når et dyreaftryk pludselig viste sig. Der var uendelige muligheder, eventyr og veje at opdage.

Det var i 90’erne. Efter mange år væk vendte jeg hjem – og genoptog min barndoms og ungdoms passion fra ryggen af en hest.

Men Mols Bjerge er forandret. De slyngede stier er blevet til anlagte veje – lige, pæne og forudsigelige. Kun få steder findes resterne af det gamle eventyr. Ofte rider jeg nu med en grusvej på den ene side og et hegn på den anden – eller på en smal sti, indrammet af hegn til begge sider.

Jeg har selv valgt, at mit transportmiddel i Mols Bjerge er et 600 kilos flugtdyr. Og selvom vi – hesten og jeg – træner i, at køer, mountainbikes og knækkede grene ikke er farlige, sker det, at hesten forskrækkes og springer til siden.

Når man er hegnet inde (eller ude), kan et enkelt spring blive farligt. Vores frihed til at færdes frit er blevet stærkt begrænset. Og det gælder ikke kun ryttere – men også dem, der cykler eller går. Overalt skal man tage højde for hegnene og det, de holder inde.

Den kommende naturnationalpark gør det hele endnu vanskeligere. Jeg har endnu ikke mødt en rytter, der trygt vil ride ind i et område med “vilde” køer og heste. Og heller ikke blandt fodgængere mærkes nogen stor begejstring.

Allerhelst ønsker jeg, at mit Mols Bjerge fandt tilbage til den frie version, der var kendetegnende for min barndom – uden indhegninger, rewilding og kvæg. Det er så trist, at noget så fantastisk som Mols Bjerge skal omdannes til noget, der ikke favner os alle.

På Fanø har man forsøgt en anden løsning: Dyrene bærer et mildt stødhalsbånd i stedet for at være omgivet af hegn. Grænserne styres via en app, som gør det muligt at afgrænse områder, indfange syge dyr og skille flokke ad.

Hvis dyrenes færden samtidig kunne vises på et kort, ville ryttere, cyklister og vandrere kunne orientere sig og bevæge sig udenom flokkene – frit og trygt.

På den måde kunne vi alle færdes uden at være spærret inde eller holdt ude, og uden konstant at skulle lede efter en udgang.

Mols Bjerge kunne igen blive et sted med frihed – hvor mennesker og dyr kan sameksistere, også med ønsket om en naturnationalpark.

Lad os bevare Mols Bjerge. Lad os – og vores børn – bevare eventyret, friheden og glæden ved at færdes i naturen.