Kære Jørgen Ivar og Venstre - dejligt, at vi er enige
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Kære Jørgen Ivar Brus Mikkelsen og Venstre - jeg er da enormt tilfreds med, at I bakker op om Socialdemokratiets holdning til, at de kommunale kulturveje samt Naturstyrelsens gennemgående veje bør holdes åbne i Mols Bjerge.
Det er altid rart, når de holdninger, man udtrykker offentligt, bliver bakket op af andre politikere.
Jeg har gentagne gange i år - som byrådets repræsentant i Naturnationalpark Mols Bjerges bestyrelse - udtalt mig i pressen og senest på borgermødet på Molsværket i juni om, at både de kommunale kulturveje, samt Naturstyrelsens gennemgående veje bør holdes åbne i Mols Bjerge.
Jeg handler efter de retningslinjer, som byrådet blev enige om i 2023. Blandt andet at der skal sikres tilgængelighed for lokalbefolkningen, der bor i området. Herunder hensyn til borgere med fysisk nedsat funktion, samt at de lokale kulturveje holdes åbne for kørsel, da de forbinder landsbyerne i området.
Noget som vi i socialdemokratiet desuden vægter højt, hvilket jeg også har tilkendegivet som byrådets repræsentant i både bestyrelsen samt i Fredningsnævnet er, at vi arbejder for, at Naturbørnehaven Mols Bjerge fortsat kan være i Mols Bjerge i fremtiden.
Det kræver, at der bliver skabt en løsning, så der er plads til at placere børnehavens skurvogne og børnene kan færdes frit på nogle udvalgte arealer.
I Fredningsnævnet bakker vi op om de tre placeringer i Mols Bjerge - Daaleren, Viderup og Toggerbo, samt en ved Fuglsø strand, hvor Naturbørnehavens skurvogne er placeret.
Der er på budget 2025 afsat 732.000 kr. til renovering af børnehavens skurvogne, hvilket er igangsat i 2025 og afsluttes i 2026.