Det skal du undersøge, inden du køber en bil
Et bilkøb er et af livets store økonomiske beslutninger, og oplevelsen kan være ret overvældende for førstegangskøberen. For hvordan er det nu lige med leasing af biler? Og hvad skal man være opmærksom på, hvis man har set sig varm på en brugt bil? Læs med i guiden her.
En ny bil er en betydelig økonomisk udgift, uanset om den købes brugt, leases eller købes fra ny ved hjælp af et billån. De fleste har en idé om, hvilken type bil de ønsker, men når det kommer til finansieringen af bilen, begynder det at blive lidt mere kompliceret. Flere vælger i dag at lease bilen, og med den finansieringsform undgår man at skulle lægge store summer penge i bilen. Her kan man oftest slippe afsted med en udbetaling på 5.000-20.000 kroner, og så er man egentlig kørende i en helt ny bil. Selv om leasing er blevet populært, vælger mange stadig at købe en ny eller brugt bil. Fordelen her er, at du har mere frihed over din kørsel, og så ejer du ikke mindst bilen selv. Du kan sælge bilen videre igen efter endt brug, og dermed kan du få nogle af pengene tilbage.
Undersøg dette, inden du leaser en bil
Leasing er nok den simpleste måde at have bil på. Her tager leasingselskabet sig af meget af det praktiske, og du har typisk en serviceordning med i aftalen, så du skal ikke bekymre dig om værkstedsregninger og lignende. Det vigtigste at være opmærksom på, hvis du vil lease en bil, er, at du undersøger leasingkontrakten nøje. Hvad er inkluderet i leasingaftalen, og hvad er du selv ansvarlig for? I mange tilfælde er forsikring inkluderet i leasingaftalen, men det er ikke altid tilfældet.
Undersøg også, hvordan du er stillet, hvis der kommer skader på bilen, og hvad det betyder for dig, hvis du for eksempel kører over det aftalte antal kilometer i aftalen.
Spørg eventuelt forhandleren eller leasingselskabet, hvis der er nogle punkter, som er uklare for dig.
Hvad med køb af brugte biler?
Det er stadig populært at købe en brugt bil, og det kan sagtens være en fornuftig økonomisk beslutning. Der er dog større usikkerhed forbundet med at købe en brugt bil. For eksempel kan det være svært at vurdere bilens stand, hvis du ikke har forstand på biler. Her kan du dog alliere dig med en uvildig tredjepart, som kan hjælpe med at verificere bilens stand. Fordelen ved brugte biler er, at du kan købe en forholdsvis god bil til en fin pris. Du binder dig altså ikke i samme grad økonomisk, som du gør ved køb af en helt ny bil. Værditabet på biler er desuden størst de første år, så du kan også regne med, at værditabet på din brugte bil vil være mindre, end det er tilfældet med en helt ny bil.
Husk også at være opmærksom på at undersøge bilens ejer, hvis du køber en brugt bil af en privatperson. Det kan man heldigvis gøre online, og det eneste, du skal bruge, er bilens nummerplade.
Læs mere om, hvordan du finder ejeren af en bil ved at tjekke nummerpladen online. Du kan risikere, at den brugte bil, som du har set dig varm på, er fyldt med gæld fra den tidligere ejer. Derfor bør du ved et brugtbilskøb også undersøge, om der er restgæld i bilen, og det kan – ligesom nummerplade-tjekket – klares online med et par klik. Hvordan du helt præcist tjekker restgælden i en brugt bil, kan du læse mere om i linket.
Og så lige et sidste godt råd til dig, som overvejer at købe en brugt bil:
Du kan med fordel vælge en af de populære brugte biler på markedet. De er lettere at sælge igen, fordi der er en stor efterspørgsel på markedet efter disse biler. Vælger du en nichebil, kan den være sværere at sælge, og så kan du ende med at tabe flere penge på bilen end højst nødvendigt.
Husk dette, hvis du vil købe en helt ny bil
Der er stadigvæk mange, som vælger at købe en helt ny bil. Nye biler koster rigtig mange penge, og derfor må de fleste danskere finansiere en ny bil ved hjælp af et billån. Fordelen ved at købe en helt ny bil er, at du får minimum fem års garanti på bilen. Nogle bilmærker tilbyder endda helt op til otte års garanti på nye biler.
Opstår der problemer med bilen i den periode, vil din garanti dække, og det er en rigtig fin tryghed at have, hvis man har købt en bil til flere hundrede tusinde kroner. Du skal dog være opmærksom på, at en ny bil har et stort værditab i det øjeblik, den kører ud over kantstenen hos forhandleren. For hver kilometer du kører i bilen, vil den tabe noget af sin værdi, men værditabet aftager dog en smule i takt med bilens alder. Ligesom med brugte biler kan det også med nye biler betale sig at vælge en af de populære modeller. På den måde sikrer du, at du får mest muligt for bilen, hvis du på et tidspunkt beslutter dig for at sælge den videre.