Lokal Horsens-virksomhed arbejder målrettet med verdensmålene
Det bliver fortsat mere og mere populært for virksomheder at følge FN’s mål for bæredygtig udvikling. Der er nu gået fem år, siden verdensmålene trådte i kraft, og derfor giver det god mening at zoome lidt ind på nogle af dem, som yder en ekstra indsats i bæredygtighedens navn.
Én af de virksomheder, der tager opgaven omkring verdensmålene på sig, er Max Horsens. Som navnet nok afslører, hører virksomheden hjemme knapt så langt fra Horsens Fjord (i den lille by Egebjerg), og her forhandler de legepladser, møbler og legetøj til institutioner landet over.
Selvfølgelig med et stort fokus på bæredygtighed.
- Når mange af de institutioner, vi leverer til, har med børn og unge at gøre, giver det kun mening, at vi sikrer deres fremtid gennem bæredygtig leg, siger Tobias Riisager, salgs- og marketingansvarlig hos Max Horsens.
- Det er vi stolte af at være en del af.
Verdensmålene holder i Horsens
Den horsensianske virksomhed arbejder mere præcist med tre af FN’s verdensmål: Nummer 12, nummer 13 og nummer 15.
Verdensmål 12 handler om at gøre forbrug og produktion meget mere ansvarligt.
- Vi prøver på at formindske vores fodaftryk i naturen. Vores affaldsmængder forsøger vi at reducere væsentligt, og vi integrerer oplysninger omkring bæredygtighed i vores produkter og vores arbejde, fortæller Tobias Riisager.
Samtidig skal offentlige institutioners indkøbspraksis følge nationale såvel som internationale politikker og prioriteringer omkring bæredygtighed, og siden mange af Max Horsens’ kunder findes i det offentlige, passer det hele jo perfekt sammen.
Klimaforandringer og livet på land
Verdensmål 13 har fokus på bekæmpelse af klimaforandringer og dens konsekvenser. Dette mål lægger sig meget op ad Verdensmål 15, der omhandler bevarelse af livet på landet. Altså at fremme alle typer skove, stoppe skovrydning og øge skovplantning lokalt såvel som globalt, så det bliver naturligt bæredygtigt.
- Hos Max Horsens går vi ind for at passe på og bevare vores skove og vores natur. Det er jo også én stor legeplads for børn og unge, lyder det fra den unge horsensianer. Han tilføjer:
- Derfor er størstedelen af de træ-produkter, vi forhandler, FSC-certificeret. Både legepladser, møbler og meget andet.
FSC-hvad-for-noget?
Ja, lad os lige forklare det. Når noget er FSC-certificeret (Forest Stewardship Council®), betyder det, at træmaterialet kommer fra skove og virksomheder, som sikrer bæredygtigt og ansvarligt skovbrug.
- Det betyder, at man med FSC er med til at passe på skovene for nuværende og fremtidige generationer, og de mennesker og dyr, som bor i dem, siger Tobias Riisager om ordningen.
Der dukker også en del andre gode titler, mærker og certificeringer op, når man scroller ned over Max Horsens’ hjemmeside:
Svanemærket: Det officielle mærke for miljøvenlige og bæredygtige produkter i nordiske lande. Flere dele af Max Horsens’ legetøj er svanemærket, såsom Dantoy-serien og Green Bean-serien.
ICTI-certificeret: Organisationen International Council of Toy Industries overvåger, at producenter inden for legetøjsindustrien overholder og opfylder deres ansvar i forhold til at sikre sundhed og sikkerhed for børn. Heriblandt at der ikke har været børne- og tvangsarbejde, dårlig arbejdstid og løn, diskrimination og andet inde over produktionen af legetøjet. Dette gælder blandt andet for Max Horsens’ Tolo-babylegetøj.
Socialt ansvar er også vigtigt
Bæredygtighed findes ikke kun i miljømæssige sammenhænge, men også i sociale. Derfor er Max Horsens også blevet CSR-mærket.
CSR-mærket: Horsens Alliancen giver anerkendelsen CSRpeople til virksomheder, der gør sit i forhold til at tage socialt ansvar. Det kan for eksempel være at hjælpe unge og ledige i gang med uddannelse eller beskæftigelse eller at være særligt opmærksomme på medarbejdernes trivsel og udvikling. Man kan blandt andet tilbyde praktikpladser eller småjobs, agere som mentor for unge, arbejde for at mindske sygefraværet på arbejdspladsen eller fastholde medarbejdere, som er blevet sygemeldte.
- Det er med til at give ansatte noget meningsfuldt at stå op til. Og for os er dette en enestående mulighed for at afprøve og opkvalificere en eventuel kommende medarbejder på, lyder det fra Max Horsens’ marketingansvarlige med et smil.
- Det smitter selvfølgelig også af på trivslen blandt vores øvrige medarbejdere, at vi som arbejdsplads tager et socialt ansvar og er med til at hjælpe andre.
Eliteleverandør i sjov leg
Det hele går med andre ord op i en højere enhed. Gør du verden bedre, bliver din verden også så meget mere meningsfuld. Om det gøres gennem verdensmålene eller gennem det sociale ansvar, så tæller det hele for en bæredygtig og bedre fremtid.
Meget af det er dog ikke en ny ting. Bæredygtighed har været en ting, lang tid før FN’s verdensmål blev udviklet i 2015 og trådte i kraft 1. januar 2016. Næh, gennem Max Horsens 33-årige historie har der nu altid været et fokus på bæredygtig og sikker leg. For ikke at tale om sjov leg!
Dette er også en af grundene til, at virksomheden i de sidste tre år har haft titlen som eliteleverandør til det offentlige. En titel, de regner med at holde stærkt fast i.