Fortsæt til indhold

Sådan – og så ofte – skal du skifte bilens oliefilter og motorolie

Direkte

Du er højst sandsynligt bevidst om, at din bil indeholder et oliefilter og dertilhørende motorolie, men ved du, hvor ofte henholdsvis oliefilteret og motorolien skal skiftes? Ellers har du valgt at besøge den helt rigtige side.

I denne informationsartikel vil vi guide dig igennem, hvordan du skifter bilens oliefilter og motorolie. Du vil også få en masse viden om, hvor tit disse dele skal skiftes, og hvad du kan gøre for at maksimere levetiden for oliefilteret.

Du kan sagtens selv skifte oliefilter og motorolie, men inden du hopper i arbejdstøjet, bør du sætte dig grundigt ind i, hvordan afmonteringen og monteringen skal gribes an. Læs videre og bliv klogere på emnet.

Her er den gode tommelfingerregel ang. skift af oliefilter og motorolie mht. hyppighed

Hvor ofte skal man skifte bilens oliefilter og motorolie?

Skal du stole på en af de mest anvendte tommelfingerregler, så er svaret; efter 10.000-15.000 km. eller mindst én gang om året. Du bør i øvrigt tjekke niveauet af motorolie efter hver 1.000 km. Hvis niveauet ikke ligger mellem minimum og maksimum, så skal du fylde motorolie på bilen. Sørg i den anledning for ikke at overfylde din motor.

For et mere konkret svar på, hvor ofte oliefilteret og motorolien skal skiftes, tag da et kig i bilens manual. Det er nemlig vigtigt, at du følger fabrikkens forskrifter.

Glemmer eller undlader du at skifte oliefilteret, så kan det påvirke kvaliteten af motorolien, hvilket igen vil påvirke ydeevnen. I værste fald vil manglende overholdelse af serviceintervallerne skabe unødigt slid på motoren og mindske motorens levetid. Oliefilterets evne til at filtrere motorolien forringes nemlig med tiden, og derfor bør dette filter skiftes regelmæssigt.

Hvordan skifter jeg oliefilter og motorolie?

Som udgangspunkt er der ikke noget, der afholder dig fra at skifte oliefilter og motorolie på egen hånd. Det er nemlig en reparation, som du selv kan gennemføre, hvis blot du har lidt forstand på biler og griber udskiftningen korrekt an.

Nedenfor kommer vi med en kort vejledning i, hvordan du skifter oliefilteret og motorolien. Vi anbefaler at skifte begge dele på samme tid.

Sådan gør du:

  1. Identificér oliefilteret (det vil typisk være placeret på motorblokken)
  2. Hejs bilen fra jorden (til dette formål skal du bruge en lift eller donkraft)
  3. Varm olien op ved at tænde bilen og lad den stå tændt i et par minutter
  4. Afmontér oliedækslet
  5. Skru bundproppen af bundkarret
  6. Lad olien løbe ud (husk at anvende en beholder eller måtte under bilen)
  7. Find en oliefiltertang frem og skru det gamle filter af
  8. Fjern gummipakningen
  9. Giv oliefilterets pakning lidt smøring med olie
  10. Skru det nye oliefilter på
  11. Montér bundproppen
  12. Sænk bilen
  13. Hæld olie på bilen

Sværere er det faktisk ikke at skifte oliefilteret.

Beskyt garagegulvet eller fliserne med en oliemåtte

Som vi kort var inde på i forrige afsnit, hvor vi bragte en guide til at skifte oliefilter og motorolie, så skal du huske at beskytte dit gulv, hvad end du foretager reparationen i garagen eller et andet sted.

Motorolie forurener rigtig meget, og derfor bør du ikke lade det løbe ud i kloakken e.l. Anvend i stedet enten en oliemåtte eller en beholder, så du kan opsamle al den olie, der løber ud, når du skruer bundproppen af bundkarret.

Du skal desuden forberede dig på, at dit tøj godt kan blive lidt beskidt under denne reparation, så brug med fordel arbejdstøj. Husk i øvrigt at bruge et par arbejdshandsker, så du ikke får olie på hænderne.

Hvilken motorolie skal jeg bruge?

Du bliver overrasket, hvis du tror, at motorolie bare er motorolie. Faktum er nemlig, at der findes flere typer af motorolie. De mest gængse typer er henholdsvis mineralolie, syntetisk olie og semisyntetisk olie.

Samtlige bilfabrikanter anbefaler en bestemt type olie til hver enkelt bil. Denne anbefaling bør du følge, hvis du vil passe bedst muligt på din motor. For mere viden om, hvilken motorolie du skal bruge, kig da i bilens instruktionsbog. Der er f.eks. forskel på, hvilke motorolier der er bedst til henholdsvis diesel- og benzinbiler.

I værste fald kan brug af en forkert motorolie forårsage seriøse motorskader. Undgå dette ved at vælge motorolie med omhu.

Kilder til artiklen: