Tror du, du har en kønssygdom? Hent hjælp online
Under COVID-19-pandemien har det været fremhævet som noget bekymrende, at du kan være ramt af sygdommen uden at udvise symptomer. Det betyder, at du kan gå rundt og tro, at du er rask som en havørn, mens du i realiteten smitter andre, som godt kan blive syge og lide af senfølger eller dø. Det samme kan du se ved visse kønssygdomme – altså at folk spreder dem, uden at de selv ved det.
Ingen symptomer på sexsygdomme? Bliv alligevel tjekket
Har du haft sex med nogen, du ved er eller mistænker for at være ramt af en kønssygdom, gør du klogt i at få dig selv tjekket, selvom du ikke føler symptomer. Ikke bare for at vide, om du bør bruge prævention, når du har sex med andre inden for den nære fremtid. Men også for din egen skyld: For at du ikke føler svie, smerter eller får kønsvorter betyder ikke, at sygdommen ikke får konsekvenser.
Klamydia er en kønssygdom, der kan gøre dig steril
Klamydia er en af de sexsygdomme, der kan volde underlivsbetændelse hos kvinder og betændelse i bitestiklerne hos mænd og medføre sterilitet. Det vil sige, det at have haft sygdommen faktisk kan betyde, at du aldrig kan få børn, der biologisk er dine. Men det sker kun, hvis ikke sygdommen bliver opdaget og behandlet i tide. Så snart du tror, at der er en sandsynlighed for, du er syg, så bliv testet.
Anonym rådgivning ved mistanke om kønssygdom
Du har lige så lidt grund til at skamme dig over at have fået en kønssygdom, som du har til at skamme dig over influenza. Selvom du ved det, kan det være svært at tale om det med andre. Flere steder kan du anonymt få hjælp til, hvad du gør, når du tror eller ved, du har en sexsygdom, fx hos Sexlinien.