Fortsæt til indhold

Nyt liv i butikslokaler i Søndergade

Fra januar rykker Design Concept Denmark ind med møbler i Søndergade 10 i Hadsten.

Favrskov

Siden Bogormen lukkede i sommeren 2022, har de store lokaler i Søndergade 10 i Hadsten stået tomme, men 1. januar rykker en ny lejer ind. Dog kun i et halvt års tid.

Der er tale om Design Concept Denmark, som består af de tre brands Andersen Furniture, Muubs og Randers+Radius. Møbelproducenten vil bruge lokalerne til showroom.

»Så der er altså ikke tale om en butik, der kommer til at være åben hver dag. Måske vil vi dog holde åbent for noget lagersalg/oprydningssalg et par gange,« siger administrerende direktør i Design Concept Denmark, Poul Frandsen.

Når lagersalget finder sted, vil det blive annonceret her i avisen, fortæller Poul Frandsen.

Den administrerende direktør forklarer, at lokalerne skal bruges til at vise møbler og interiør frem for forhandlere fra ind- og udland.

»Vi vil jo gerne kunne tiltrække forhandlere fra både Danmark, Norge, Sverige, Tyskland og Schweiz. Og hvis man skal køre helt fra Schweiz, så kræver det, at man kan fremvise mere end to borde og en stol,« siger Poul Frandsen.

Ved firmaets hovedkontor i Søften er et 1.500 kvadratmeter showroom ved at blive indrettet, men indtil det står klar, er det altså i Søndergade 10, fremvisningen af møbler foregår.

Det er Ruben Mørkøre Andersen, som er udlejer af Søndergade 10. Han understreger, at der er tale om et midlertidigt lejemål.

»Det er jo bedre, end at lokalerne står tomme, men man skal ikke tro, at lejemålet nu er optaget. Lige så snart, der er en rigtig detailbutik interesseret, så er det ledigt til det.«