Fortsæt til indhold

Ældre Sagen i Favrskov: Plejeboliger bliver et nåleøje

Favrskov
Hugo Strunge FrankFormand Ældre Sagen Hinnerup og Favrskov

Ifølge Ældre Sagen i Favrskov skal Favrskov Kommune Inden 2030 bygge 184 plejeboliger. Det er dobbelt så mange, som kommunen selv regner med, at der er brug for – i 2035.

»Jeg vil kraftigt opfordre til, at vores lokale politikere kigger på tallene igen i forbindelse med, at de netop nu laver budget for de kommende år,« lyder anbefalingen fra Hugo Strunge Frank, der er formand for Ældre Sagen i Favrskov.

Han begrunder sin bekymring med, at en netop udarbejdet analyse fra Danmarks Statistik viser, at der i 2030 vil være 3.470 borgere over 80 år i Favrskov. Hvis der til den tid skal være det samme antal plejeboliger per 1.000 over 80 år, som der er i dag, vil der være behov for yderligere 184 plejeboliger i 2030, hvis den aktuelle dækningsgrad på 14,8 procent (2022) skal være uændret.

Kommunen regner kun med et behov for ekstra 92 plejeboliger, og det er endda fem år senere i 2035. Alt tyder derfor på, at hvis ikke der bliver justeret på tallene, så bliver det for alvor et nåleøje at blive visiteret til en plejebolig

»Kommunen regner kun med et behov for ekstra 92 plejeboliger, og det er endda fem år senere i 2035. Alt tyder derfor på, at hvis ikke der bliver justeret på tallene, så bliver det for alvor et nåleøje at blive visiteret til en plejebolig,« advarer Hugo Strunge Frank og tilføjer:

»At kommunen budgetterer med lave tal, når det handler om plejeboliger, bliver begrundet med, at fremtidens ældre er sundere, og derfor er der ikke brug for så mange plejeboliger. Men et sundhedsprojekt fra Sundhedsstyrelsen viser ikke denne bedring på landsplan, og der er bestemt ingen grund til at bagatellisere ældre medborgeres behov. Der er garanteret ingen ældre, der søger en plejebolig af lyst, men udelukkende fordi de har et behov.«