Lokal virksomhed har sat gang i generationsskifte
To medarbejdere har købt sig ind i KE EL-Installation i Ødum.
KE EL-Installation A/S har taget det første store skridt på vejen i et generationsskifte. Medarbejderne Jakob Bentsen og Nichlas Kynde Jensen har pr. 1. september 2023 købt sig ind i virksomheden, der er et af Favrskovs større el-installationsfirmaer.
Jacob og Nichlas ejer nu knap halvdelen af aktierne i den lokale virksomhed, der ejes af Torben Eriksen.
»Det er naturligvis et stort skridt og en glædelig dag for mig. Jeg har selv overtaget firmaet fra min far, som startede KE tilbage i 1978, og da jeg nærmer mig de 60 år, har jeg gennem de senere år tænkt en del over mulighederne for mit fremtidige exit,« fortæller Torben Eriksen i en pressemeddelelse.
»Hos os er ordentlighed og ”et ord er et ord” helt afgørende værdier, og mit ønske er naturligvis, at vores kunder også ud i fremtiden kan genkende og regne med KE, når der sendes bud efter os. Så da Jakob og Nichlas for et års tid siden kom til mig med ideen om at købe sig ind, tilbød de samtidig en helt optimal løsning på mine overvejelser.«
Loyale medarbejdere
Jakob har været i virksomheden i godt 10 år, og Nichlas er udlært hos KE EL-Installation, der holder til i Ødum og for snart 10 år siden udvidede med en afdeling i Tilst.
»Jeg har oplevet flere forskellige steder i branchen, så jeg ved med sikkerhed, at det er her, jeg gerne vil være. Og jeg ønsker at drive firmaet videre i samme ånd og med de samme værdier, jeg selv har nydt godt af i mange år som ansat,« siger Jakob Bentsen.
»KE er mit andet hjem, og jeg har altid godt kunnet lide at tage ansvar. Jeg har en selvstændig i maven, så nu lægger jeg selv hånden på kogepladen,« tilføjer Nichlas Kynde Jensen.
Indehaver Torben Eriksen glæder sig over, at de nu er tre om dele ansvar, opgaver og fremtidsudsigterne, og han er taknemmelig over at vide, at familievirksomhedens fremtid og kultur er sikret.
»I mine øjne er vores ledergruppe nu helt optimalt sammensat. Vi har erfaring, viden, dygtighed og rutine i samspil med lysten til at lære nyt og hele tiden forny os,« siger indehaveren.
KE EL-Installation A/S blev etableret af Kristian Eriksen i 1978 og beskæftiger i dag cirka 16 svende, seks lærlinge og to administrative medarbejdere. Virksomheden dækker hele Østjylland med fokus på Favrskov og Aarhus plus omegn og betjener både erhvervs- og privatkunder inden for traditionelt el-arbejde, tele og data, alarm og overvågning samt solceller og varmepumper.