Fortsæt til indhold

En bid af Italien: Savnede sine gæster, så nu genåbner han

I otte måneder nåede restaurant Italia i Hammel at være lukket. Nu genåbner den, dog med nyt navn.

Favrskov

Efter 43 år i restaurationsbranchen meldte Salvatore Cappello 1. januar i år ud, at hans 17 år gamle restaurant Italia i Hammel lukkede, og han gik på pension. Det var slut med tortellini og bruschetta – lige indtil nu altså.

67-årige Salvatore Capello åbner nemlig restauranten igen, nu med navnet Da Salvatore.

»Jeg savner mine gæster, og jeg keder mig af helvede til. Jeg kan ikke finde ud af at være på pension – overhovedet ikke. Det ligger ikke til mig bare at rådne op derhjemme. Det værste for mig er ikke at have noget at lave,« siger restauratøren.

Et stærkt hold

Det var et skrantende helbred og en svigtende omsætning, som tvang Salvatore Capello til at lukke Italia.

Nu mener han dog, at der er meget bedre styr på helbredet, og med sit nye hold, bestående af to andre italienere, hans datter og Salvatore selv, mener han også, at han står bedre rustet fremover, både hvad gælder opmsætning og helbred:

»Jeg har hele tiden haft gode medarbejdere, men det har været studerende, som ikke altid har kunnet arbejde, og så har jeg pludselig selv skullet stå med mere arbejde, og det har stresset mig. Personalet, jeg har nu, gør mig stærkere,« forklarer Salvatore Capello, som også vil kontakte nogle af sine tidligere medarbejdere for at spørge, om de vil arbejde for ham igen.

Lige nu er restauranten ved at blive gjort i stand – den har stået fuldstændig uberørt hen, siden Italia lukkede for otte måneder siden. Som noget nyt laver Salvatore en børneafdeling med lidt legesager og laver en smule om i menukortet, men ellers kan man forvente samme standard, som Italia tilbød.

Lige nu er restauranten ved at blive gjort i stand – den har stået fuldstændig uberørt hen, siden Italia lukkede for otte måneder siden. Salvatore Capello håber at være klar til at slå dørene op til Da Salvatore 4. oktober. Foto: CSJ

Åbningstiden bliver onsdag til lørdag.

»Og prismæssigt bliver det, så man stadig kan tillade sig at spise ude to gange om måneden,« siger restauratøren, som håber at være klar til at slå dørene op til Da Salvatore 4. oktober.