Fortsæt til indhold

Bank flyttede ud, og advokater flyttede ind i smuk gammel bygning

Morten Dahl og Christian Jakobsen, som ejer Dahl Jakobsen Advokatfirma, har købt central bygning i Hammel.

Favrskov

Fra 1918 til maj i år har der været bank i den flotte bygning Torvegade 4 i Hammel. Først hed den Hammel Bank, så Aarhus Privatbank, senere igen Provinsbanken og slutteligt var det Danske Bank.

Men i maj flyttede Danske Bank altså ud af bygningen, som siden er blevet renoveret en smule, før de nye ejere kunne flytte ind 1. september.

Bygningen på omkring 900 kvadratmeter har siden 1918 huset en bank. I dag holder Dahl Jakobsen Advokatfirma til i stueetagen, mens førstesalen er udlejet til Nymann & Juhl Byggerådgivning. Pressefoto

De nye ejere er Morten Dahl og Christian Jakobsen, som ejer Dahl Jakobsen Advokatfirma, der tidligere havde lokaler i Østergade.

Faktisk købte Morten Dahl og Christian Jakobsen huset tilbage i april 2022, og siden da har Danske Bank boet til leje hos advokaterne, før banken altså lukkede sin forretning helt i Hammel, og advokaterne kunne sætte gang i deres flytning.

Hvorfor købte i den her bygning?

»Jeg er jo selv fra byen, og har altid syntes, at det er en utrolig smuk ejendom. Jeg havde forelsket mig lidt i den, og da muligheden så bød sig for at købe den, så slog vi til,« fortæller Christian Jakobsen.

Synlighed og sammenhold

Nu glæder de to advokater sig over, at alle ansatte, som også tæller advokat Laila Østergaard og fem sekretærer, kan sidde på en og samme etage – i Østergade sad de på to.

»Her føler vi os da noget mere connected,« siger Christian Jakobsen, som desuden medgiver, at der er en rigtig god synlighed i den nye bygning:

»Den her ejendom kender mange, så på den måde giver det god synlighed.«

Morten Dahl kan godt lide, at makkerparret nu selv ejer bygningen, de har til huse i:

»Det, synes jeg, er en rar følelse.«

Han forklarer desuden, at advokaterne har forsøgt at renovere og sætte skilte op i respekt for ejendommen »så det passer ind.«