Fortæl din mening om jobcentret
For fjerde gang indhenter Favrskov Kommune erfaringer med jobcentret.
Jobcenter Favrskov tager temperaturen på borgernes tilfredshed
Borgerne tilknyttet Jobcenter Favrskov får nu mulighed for at komme med både ris og ros til jobcentret i en anonym brugertilfredshedsundersøgelse. Undersøgelsen løber frem til 13. oktober 2023, oplyser Favrskov Kommune i en pressemeddelelse.
Det er fjerde gang, Favrskov Kommune laver en sådan undersøgelse. De tidligere undersøgelser har blandt andet ført til iværksættelse af indsatser, som har gjort det nemmere for borgerne at komme i kontakt med jobcentret over telefonen, lige som jobcentret har øget sit fokus på at skrive bedre og mere forståelige breve til borgerne.
Borgere, der er tilknyttet Jobcenter Favrskov, modtager en invitation på mail til at deltage i undersøgelsen.
Feedback til forbedring
Formand for Arbejdsmarkedsudvalget, Isabell Friis Madsen, ser frem til at høre, hvordan borgerne oplever servicen i jobcentret i 2023.
»Formålet med undersøgelsen er naturligvis at videreudvikle servicen i jobcentret. Og vi lærer noget, hver gang vi spørger borgerne om deres oplevelser i jobcentret – både hvor vi gør det godt, og hvor vi kan gøre det bedre. Jeg forventer både ris og ros, og vi tager imod begge dele. Det er vores vigtigste opgave at hjælpe borgerne videre i job eller uddannelse, og de input, vi får fra borgerne, kan vi bruge til at hjælpe dem på en endnu bedre måde, siger Isabell Friis Madsen i pressemeddelelsen.
Også arbejdsmarkedschef, Camilla Sonne, glæder sig til igen at modtage feedback, der kan forbedre servicen og styrke kontakten og samarbejdet med borgerne endnu mere:
»Vi arbejder hele tiden på at blive bedre, og derfor er borgernes mening vigtig. Vi vil gerne høre fra så mange borgere med tilknytning til jobcentret som muligt. Vi har sørget for at gøre det endnu nemmere at deltage, og derfor kan borgerne besvare undersøgelsen på flere måder – både hjemmefra via linket i mailen, på skærme opstillet i jobcentret eller på deres mobil via en QR-kode. Vi glæder os meget til at se og arbejde videre med resultaterne af brugertilfredshedsundersøgelsen.«