Natteravne har fået (nyt) tag over hovedet
»Vi er glade, og lidt stolte,« siger natteravns-formanden i Hadsten-Hinnerup.
Selvom deres opgave godt nok er at vandre på gader og stræder og tale med unge mennesker, så har Natteravnene Hadsten-Hinnerup også brug for en base, hvor de kan mødes, skrive logbog og have deres karakteristiske gule jakker og andet udstyr opbevaret.
Hvor Natteravnene tidligere har haft dele-lokaler hos John Frandsen i Hadsten og senest i Kulturhuset Sløjfen, så har Favrskov Kommune nu fundet lokaler, som ravnene kan have helt for sig selv, nemlig i Østergade 73 i Hadsten.
»Vi er glade, og vi er lidt stolte af, at vi nu har fået vores eget ”hovedkontor,”« siger Heidi Hagen Siem, der er formand for Natteravnene Hadsten-Hinnerup – hun fortsætter:
»Det er meget fine lokaler, vi har fået. Og det er lige sådan noget, vi har brug for som natteravne: Et sted, hvor vi kan være os selv. Der hvor vi tidligere har holdt til, har vi skullet dele lokalerne. I Sløjfen blev vores lokale eksempelvis også brugt til at øve musik, hvilket betød, at vi nogle gange ikke kunne hente vores jakker, hvis der var musikere derinde.«
Formanden fortæller, at Natteravnene Hadsten/Hinnerup har lavet en kontrakt med kommunen:
»Den går ud på, at hvis kommunen siger, at vi ikke længere kan være i de her nye lokaler, så skal kommunen finde noget tilsvarende til os.«
Natteravnene Hadsten/Hinnerup er 20 personer samlet set – 16 i Hadsten og fire i Hinnerup.