Fortsæt til indhold

Sømandspræst vender hjem til Danmark og Hinnerup

Lars Ulrich Kofoed har i de seneste år arbejdet som sømandspræst i Sverige.

Favrskov

Kirken i Hinnerup har ansat Lars Ulrich Kofoed som sognepræst.

Den nye præst har i de seneste seks et halvt år været udstationeret for Danske Sømands- og Udlandskirker som sømandspræst i Sverige. Embedet bestod i betjening af søfolk på de godt 1.200 danske skibe, der årligt anløber Gøteborg, og de mange danskere, der har bosat sig i vores store naboland.

Arbejdet havde udgangspunkt i Gøteborg, hvor de fastboende danskere hvert år samler midler ind til driften af en egen kirke, aktiviteter og aflønningen af deres eneste ansatte, sømandspræsten. En sådan udlandskirke eksisterer kun i kraft af mange frivilliges engagement for kirken, og her spiller sømandspræsten en stor rolle blandt andet med hvervning og ledelse, fortæller Lars Ulrich Kofoed i en pressemeddelelse.

»Årene har blandt andet givet mig en større forståelse for samspillet mellem kultur og kirke, da vores kirker i udlandet ikke kun er kirker, men også fungerer som både kulturcentre og trygge forsamlingshuse, selv i et relativt ufremmed naboland som Sverige. Ligesom årene har bidraget til en større forståelse for, hvad det danske er for en størrelse, og for hvordan det at være en minoritet i en majoritetskultur. Det sidste var en særlig opdagelse, da det gik op for mig, at jeg og min partner indgik i statistikken over indvandrere i Sverige. Sikkert er det, at mine år har udbygget min forståelse for fællesskabelsen mellem Folkekirke og ildsjælene i lokalsamfundenes foreninger. Jeg ser frem til mine cykelture rundt for at opdage Hinnerups fællesskaber,« fortæller Lars Ulrich Kofoed, der cykler fra hjemmet i Brabrand til kirkekontoret i Grundfør.

Skal skabe fællesskab

Lars Ulrich Kofoed har et langt spejderliv i bagagen og har i mange år været engageret i politiske foreninger, og måske derfor går han meget op i klima, miljø og bæredygtighed.

»Jeg mener, at Folkekirken bør være en central aktør i skabelsen af fællesskaber, der gror til glæde for alle i og omkring det. For jeg tror, at vi møder Gud der, hvor vi i hverdagen står overfor vores næste ansigt til ansigt,« siger Lars Ulrich Kofoed.

Den nye sognepræst er sammen med Morten Krogh Nielsen og Iben Albeck de tre fuldtidsansatte sognepræster i Hinnerup, der betjener kirkerne i Grundfør, Haldum og Vitten. De er kollega med sognepræst Jakob Fink, der er ansat 50 procent i Hinnerup og 50 procent i Søften-Foldby Kirker, og sognepræst Eva Pedersen. Sidstnævnte står for kirkens minikonfirmander, men hendes primære virke er som leder af Akademi for Præstekadetter.