Snart kommer der penge i lommerne hos boligejerne: »Det er en historisk stor skattelettelse«
Boligejere i Favrskov kommune står til at få penge tilbage, når de får deres nye 2020-vurdering. Samtidig er der fra næste år markante skattelettelser på vej med overgangen til de nye boligskatteregler.
De boligejere, der har betalt for meget i boligskat fra 2011-2020, kan se frem til at få penge retur med renter efter de har modtaget deres nye 2020-vurdering.
Det viser nye tal fra Skatteministeriet.
»De boligejere i Favrskov kommune, som har fået deres nye 2020-vurdering og fået et tilbud om at få penge tilbage for for meget betalt boligskat frem til 2020, kan se frem til 15.542 kroner i gennemsnit. Lige nu sender vi vurderinger ud til boligejerne for første gang i over 10 år. Og har man betalt for meget i boligskat, kommer den vurdering sammen med et tilbagebetalingstilbud. Lige nu er der på landsplan omkring 2 millarder kroner på vej til boligejerne,« siger skatteminister Jeppe Bruus.
Tilbagebetalingstilbuddet kommer i forlængelse af, at boligejerne modtager en ny 2020-vurdering. I alt forventes der at blive betalt 13,5 milliarder kroner tilbage til boligejerne i hele landet.
Nye boligskatteregler
Om få måneder træder de nye boligskatteregler i kraft. Skattesatserne sænkes markant, og skatten beregnes på baggrund af de foreløbige ejendomsvurderinger for 2022, som alle boligejere har kunnet tilgå på Vurderingsportalen siden 12. september 2024.
Det betyder, at der er skattelettelser på vej til 8 ud af 10 boligejere. Resten er beskyttet af skatterabatten, så de ikke skal betale mere, end de ellers ville have gjort.
I Favrskov kommune udgør den typiske skattelettelse 4.900 kroner
»Det er en historisk stor skattelettelse, vi sender ud til de danske boligejere – og boligejerne i Favrskov kommune er naturligvis ingen undtagelse. Her forventes 83 pct. af ejerne af huse og lejligheder at få en skattelettelse – resten er beskyttet af skatterabatten,« siger skatteminister Jeppe Bruus.
Omlægningen af boligskatterne i 2024 betyder, at boligskatterne lettes med i alt 10 milliarder kroner.