Sur smiley til slagter: Vildledte købere med ord som luksus og dansk
Det kneb med dokumentationen af oksekød, lam og rødspætter, da Fødevarestyrelsen var på besøg hos slagter-virksomhed i Hammel.
Ved et besøg fra Fødevarestyrelsen 8. maj i år fik virksomheden Alt I Kød i Hammel en smiley med lige mund, hvilket betyder en indskærpelse og to gebyrbelagte opfølgende kontroller. Indskærpelsen fik virksomheden for at kalde oksekød »USDA prime«, uden at kunne dokumentere at der er tale om netop denne kvalitet.
Ved styrelsens besøg 11. september blev den mellemfornøjede smiley skiftet ud med en sur en af slagsen, hvilket har betydet en bøde på 10.000 kroner til virksomheden.
Det, som Fødevarestyrelsen slår ned på, er Alt I Køds manglende dokumentation på dels oksekød, lam og rødspætter.
I oksekødets tilfælde bruger Alt I Kød ikke længere betegnelsen »USDA prime«, men kalder det i stedet »luksus«. Virksomheden redegjorde over for Fødevarestyrelsen, hvordan brandet Greater Omaha udvælger og klassificerer kreaturer. Alt I Kød ville desuden indsende yderligere materiale til Fødevarestyrelsen desangående.
»Men dette har ikke indeholdt oplysninger om- eller dokumentation for, at de aktuelle produkter er tildelt den bedste kvalitets-klassificering i henhold til amerikanske myndigheders standard herfor. Vurderingen, af at virksomhedens brug af Luksus er vildledende, er derfor uændret,« skriver Fødevarestyrelsen i kontrolrapporten.
For lammets vedkommende oplyser Alt I Kød, at det kommer fra Djursland, men den faktura, som virksomheden kan fremvise fra indkøb af slagtekroppe af lam fra to slagterier i januar og april, er mangelfulde. Der er ikke konkrete oplysninger om hverken »dansk« eller »Djursland«, og der fremgår heller ikke oplysninger om dyrenes såkaldte CHR-numre, som ellers ville kunne have vist, hvor de kom fra.
Endelig er der rødspættefileter, som Alt I Kød beskriver som danske, men:
»Det fremgår ikke af faktura, at der er tale om danske fisk. Der står, at det er fra Skagerak,« skriver Fødevarestyrelsen i kontrolrapporten.
Og hvorfor er det så lig med en sur smiley? Det forklarer Michael Rosenmark, som er chef for Fødevarerejseholdet:
»Der er tale om vildledning, når virksomheden skriver noget, den ikke kan dokumentere. Forbrugerne skal kunne stole på det, virksomheder skriver. Forbrugerne er jo parate til at betale ekstra for noget, der er fra Danmark eksempelvis. Det kan være fordi, man mener, at der er mere styr på sagerne herhjemme, eller der kan være et miljømæssigt aspekt i det: At man ikke ønsker at købe noget, som er blevet transporteret på tværs af jordkloden. Man betaler ekstra for at få noget ekstra – det gælder jo også ved anprisningen luksus. Og så er det ikke i orden, at en virksomhed skriver noget, der ikke er rigtigt. På den måde får en virksomhed ekstra fortjeneste enten ved, at man kan tage mere for varen, eller ved at der er ekstra salg.«
Ikke tilfreds
Alt I Køds salgschef, Mads Egebjerg, er ikke tilfreds med den sure smiley:
»Fordi ingen forbrugere er blevet vildledt, og ingen har lidt skade ved det her,« siger han og forklarer desuden, at han mener, at Alt I Kød har været i god tro ved beskrivelsen af oksekødet som luksus, lammet som værende fra Djursland og rødspættefileterne som værende danske.
Om oksekødet siger han:
»Greater Omaha betragtes som markedsledende. Det er vanvittigt selekteret kød. Kun fem procent af kvæget bliver udvalgt og får en 180 dages kornfodret diæt forud for slagtning. Virksomheden har vundet verdensmesterskaber i nærmest samtlige discipliner. Hvis ikke det her er luksus, hvornår er noget så luksus?«
Angående lammet forklarer Mads Egebjerg, at det er købt på et slagteri på Djursland, som sælger lam fra nærområdet.
»Så det skrev vi. Men jeg sidder ikke og tjekker på en regning, om der nu står Djursland derpå,« siger han.
For rødspætternes vedkommende forklarer Mads Egebjerg, at de er købt som værende dansk fisk.
»Og når jeg køber danske rødspætter, så forventer jeg, at det er danske rødspætter,« siger han.
Vil I fremover blive bedre til at få fakturaer, hvor alt er udpenslet?
»Næ, vi vil i stedet skrive så lidt som muligt om produkterne. Så i stedet for lam fra Djursland er det dansk lam eller bare lam. Og danske rødspættefileter er bare rødspættefileter,« siger salgschefen.
På den måde er virksomheden blevet mere opmærksom på, hvordan produkterne beskrives.
»Jeg føler meget, at det her bare handler om ord. Jeg synes jo, at der er kæmpe forskel på det her, og om man eksempelvis har ladet være med at gøre rent eller har for varme køleskabe. Men det føles nærmest mere farligt at skrive et forkert ord end at have et køleskab, der er for varmt,« siger Mads Egebjerg, der ikke er et sekund i tvivl om, at det er en anden slagter, der sendte Fødevarestyrelsen på besøg hos Alt I Kød 8. maj. Besøget skete nemlig på baggrund af en forbrugerhenvendelse.
»Man kan se, at det er en fagmand, som står bag forbrugerhenvendelsen. Der er brugt nogle termer, som almindelige danskere slet ikke kender til. Nogle slagtervirksomheder kører åben krig mod hinanden og bruger de her metoder. Der er bare nogle, som er lidt krigeriske, men den kamp er vi slet ikke med i.«