Lokalt advokatfirma skifter navn
Man vil forsat være landbrugets advokatfirma og har derudover blikket rettet mod energisektoren.
Prolex Advokaterne har 1. november skiftet navn til Advokatfirmaet ML+Partners. Navneskiftet markerer en ny begyndelse med yderligere specialisering og vækst, oplyser advokatfirmaet, der blandt andet hører hjemme i Søften i ”Velas-bygningen.”
»Navneskiftet afspejler en dyb forpligtelse til at levere brancheførende specialviden og ekspertise. Vi er helt klar over, at vi ikke kan og vil favne hele det juridiske spektrum. Til gengæld står vi meget stærkt på en række specialer, som vi kan levere unik service på. Samtidig har vi ofte et tæt bånd med vores klienter – vi kender dem simpelthen rigtig godt – og det afspejler sig i en høj grad af gensidig loyalitet, hvorfor vi sætter stor ære i, at alle er tilfredse med deres kontakt til os,« siger indehavende partner og administrerende direktør, Marie-Louise Moltke-Leth.
Landbrug
Ifølge det lokale advokatfirma er man det førende advokatfirma inden for landbrugssektoren og ser fortsat et stort potentiale i landbruget.
»Vi er landbrugets advokatfirma, og det vil vi blive ved med at være. Vi skal være endnu stærkere på kerneområderne, ligesom vi skal dygtiggøre os i endnu højere grad, så vi kan yde brancheførende ekspertise og forblive specialisterne i vores felt,« siger indehavende partner og administrerende direktør, Marie-Louise Moltke-Leth.
Energi
Advokatfirmaet har også ambitioner om at kunne tilbyde ekspertise inden for andre områder.
»Vi vil styrke vores engagement i andre segmenter, hvor vi tror på, at vi kan bidrage med både specialviden og tværfaglighed,« siger Marie-Louise Moltke-Leth og tilføjer:
»Vi er rigtig gode til projektudvikling – især inden for energiret. Her er konkurrencen virkelig hård, men fordi vi har et stærkt samarbejde med Velas Energi, kan vi tilbyde tværfaglig ekspertise, som sikrer, at kunden både får det tekniske og juridiske på plads.«
Advokatfirmaet er i gang med at udvikle en ny strategi og har i forbindelse med navneskiftet udnævnt Christopher Bühl Nielsen og Peter Krabbe til partnere, mens Lonnie Vestergaard Overgaard og Mikkel Fromholt Viggers er blevet udnævnt specialistadvokater.