Få skræddersyet et fitnesscenter og få det leveret på otte uger
Fitcube er navnet på en ny fitness-løsning, som skal gøre det nemt for eksempelvis virksomheder og hoteller at tilbyde fitnessfaciliteter. Søften-virksomhed står bag.
Virksomheder, hoteller, kroer og foreninger, som gerne vil kunne tilbyde deres medarbejdere eller kunder et fitnesscenter, men ikke har lokaler eller lyst til at tage sig af alt det praktiske, kan snart lease et skræddersyet fitnesscenter hos Fitcube, som Søften-virksomheden Advantis står bag.
Kort og godt går det ud på, at en virksomhed beskriver sine ønsker til et fitnesscenter, og så får Fitcube det bygget og leveret som modulbyggeri hos den pågældende virksomhed allerede seks til otte uger, efter ordren er lagt. Fitcube står også for at indrette det med diverse fitnessmaskiner, og Fitcube leverer en app-løsning, hvorigennem al administration forgår: Bookning af pladser, abonnementer, døråbning, kameraovervågning med mere. Desuden står Fitcube for at servicere udstyret.
»Man kan kalde det et plug and play fitnesscenter,« siger Allan Wad Petersen, der er direktør i Fitcube.
»Det begynder at give mening fra omkring 50 til 100 medarbejdere. Der er ret god brandingværdi i at kunne sige, at man har træningsfaciliteter, og det er en god måde at holde på medarbejderne, som med Fitcube også får socialt sammenhold. Og så er sundhed jo vigtigt. Folk, som bevæger sig mindst en halv time om dagen, er mindre syge og mere glade,« fortsætter han.
Entreprenant tankegang
Advantis er en seks år gammel ingeniørvirksomhed, som ligger på Rho 8 i Søften. Advantis spænder bredt i arbejdsområde og laver alt fra konsulentopgaver til selv at føre store projekter ud i livet. En stor del af projekterne er i vindsektoren, men Advantis udvikler også egne teknikrelaterede produkter. Som man nok fornemmer, varierer projekterne meget – hvilket Fitcube jo også bevidner.
»Vi er vist bare meget entreprenante i vores tankegang og ser muligheder og forretninger i alt muligt,« fortæller Allan Wad Petersen, hos hvem det første frø til Fitcube blev sået:
»Det begyndte med, at jeg flyttede til Lund, hvor der ikke er et lokalt fitnesscenter. Derfor skulle jeg køre 15 minutter hver vej til et center i Horsens. Det var fint til at begynde med, men efterhånden kom jeg ikke derind. Så efter at have betalt til det et års tid uden at komme afsted begyndte jeg at kigge efter egnede lokaler i Lund, men jeg kunne hurtigt se, at der ikke ville være en forretning i det. Og så var det, at vi kom til at tale om det her med, om man ikke bare kunne lave et fitnesscenter i en container. Det blev starten på Fitcube.«
De første tanker gik på at lave fitnesscenter i en 20 fods container, men det blev for smalt og for trangt.
Medarbejdere hos Advantis blev sat til at udvikle forskellige koncepter, som kunne transporteres og sættes op alle steder.
Den første er på vej
En medarbejder er nu ansat til at hjælpe med alt omkring Fitcube, og den første prototype på en 42 kvadratmeter stor cube er ved at blive bygget netop nu. Prototypen sættes op ved ’VIA University College, Campus’ i Horsens – den er tiltænkt ansatte på campus, studerende og folk fra startuphuset CCD.
»Cuben bliver lavet som et living lab, hvor eksempelvis softwarestuderende kan lave forskellige tests og målinger. Vi skal også selv teste en masse: Hvordan fungerer appsystemet? Hvordan bliver cuben brugt? Bliver ting stjålet eller ødelagt? Og meget andet. Vi forventer, at vi efter to-tre måneder har så megen data, som er nødvendigt for, at vi kan sætte den rigtig retning.«
Og så er Fitcube ellers åben for ordre.