Unge viser bagsiden af alkohol i filmkonkurrence
I en landsdækkende filmkonkurrence skal gymnasieelever på blandt andet Favrskov Gymnasium lave film om alkohol og festkultur.
For at inspirere unge til en festkultur, hvor alkohol ikke nødvendigvis er omdrejningspunktet, afholder Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden for niende år i træk en filmkonkurrence for gymnasier i hele landet.
1. g’ere fra Favrskov Gymnasium deltog onsdag 8. november, hvor hele årgangen brugte en dag på at producere film, hvor de kommer med deres kreative bud på, hvad der sker, når fest og høje promiller blandes sammen. Det fremgår af en pressemeddelelse.
En ny undersøgelse, som Epinion har foretaget på vegne af Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden, viser, at mange unge har oplevet, at alkohol ikke gjorde festen sjovere – tværtimod.
Festen blev dårligere
Flere end syv ud af ti tilkendegiver nemlig, at de har oplevet, at en fest blev dårligere, fordi deres ven var for fuld, mens lidt over halvdelen, 54 procent, nikker genkendende til at gå glip af oplevelser, de gerne ville have været med til, fordi de havde drukket for meget alkohol.
Dagen derpå kan både moralske og fysiske tømmermænd også plage, og fire ud af fem af de 18 til 24-årige har oplevet, at de har drukket så meget, at de næste dag ville ønske, at de havde drukket mindre.
»Undersøgelsen taler sit eget tydelige sprog. Unge oplever, at alkoholindtag kan have nogle meget ærgerlige konsekvenser både for dem personligt og i deres vennegruppe. Med filmkonkurrencen giver vi de unge mulighed for at sætte kreativt fokus på den festkultur, de oplever, og på, hvad der kan ske, når man bliver alt for fuld,« siger Peter Dalum, projektchef i Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens alkoholkampagne ’Fuld af liv’.
Kan vinde 5.000 kroner
Workshoppen blev afsluttet med, at eleverne stemte om, hvilken af de mange film, der skal repræsentere netop deres gymnasium i den videre konkurrence. Konkurrencens bedste film kåres i sidste ende af en jury. Vinderne af konkurrencen får 5.000 kroner til at skabe god energi til et arrangement på skolen, for eksempel en DJ til festen eller et indslag til en cafeaften.
»Man kan feste og have det sjovt på mange måder, og det er ærgerligt, når for meget alkohol kommer til at stå i vejen for de gode oplevelser. Vi håber, at konkurrencen kan give inspiration til unge og være med til at skabe en åben dialog om, at fest og farver ikke nødvendigvis går hånd i hånd med alkohol,« siger Søren Stokholm Thomsen, projektchef i TrygFonden.
Alle elevernes film kan ses på lommefilm.dk.