Fortsæt til indhold

Kammerater inddrager et helt boligområde i deres julekonkurrence

En vandrepokal og æren går til det hus, som har fået flest stemmer af naboerne. Stemmerne gives til den flotteste julelys-pyntede have.

Favrskov

Beboerne på Langagervej, Skovfaldet og Tværfaldet i Hammel har fået en lap papir i postkassen. Naboerne opfordres til at smide papiret i postkassen hos enten Langagervej nummer 6, 7 eller 13 – hos den, som, de mener, har den flotteste julelys-pyntede have.

Det er ikke første gang, det sker. Faktisk begyndte de tre huse deres julekonkurrence for omkring syv år siden. De seneste tre år er der dog gået corona og energikrise i traditionen, men i år bliver den altså genoplivet.

Jonas og Jannie Møller Jensen i nummer 13 er de eneste, som endnu ikke har vundet. Måske vil den lille mekaniske snemand, som løfter på hatten gøre udfaldet i år? Den har været gået i stykker i flere år, men i år fik Jonas endelig loddet den sammen. Foto: CSJ

Lokalavisen Favrskov har sat kammeraterne stævne hos de regerende mestre i nummer 7, Karina og Kim Ulrich Rohde. De kan fremvise den store vandrepokal, som følger med æren.

»Vi gør det jo bare for børnenes skyld, host host,« siger Kim Ulrich Rohde, der med sit knap så diskrete host får indikeret, at det måske i virkeligheden mest er for de voksne legebørns skyld – i øvrigt havde Kim og Karina slet ikke børn, da traditionen begyndte.

De tre huse kæmper om æren og så denne vandrepokal. Lige nu har den til huse i nummer 7. Privatfoto

Jonas Møller Jensen fra nummer 13 erindrer nemlig, at han og hustruen Jannie, som det eneste af de tre par havde en lille størrelse dengang:

»Jeg kan huske, at jeg sagde til jer: ’Det er nemt for jer at sige, at vi skal køre en konkurrence, når I ikke har et barn.’ Det havde I så året efter, og dér fandt I ud af, hvor meget energi, det faktisk tager at hænge pynt op.«

Han fortsætter med et smil:

»Jeg kan jo i virkeligheden ikke lide konkurrence-elementet – jeg kan meget bedre lide hyggen i det, men de dér konkurrencemennesker derovre, de ville altså have det sådan.«

Jonas og Jannie i nummer 13 er de eneste, som ikke har vundet vandrepokalen endnu.

»Der er måske ikke så meget blikfang i mit lys,« siger Jonas Møller Jensen, men bliver afbrudt af Kim Ulrich Rohde:

»Du har da alle muligheder. Med din store forhave har du jo nærmest en tredjedel af Langagervej.«

Og sådan flyver drillerierne gennem stuen – og over hækkene, når pynten sættes op.

Forbillede: Fredensgade

Lysene kommer som regel op midt i november, så der er tid til at nyde det – specielt, når det nu tager omkring 10 timer at sætte op.

Ud over den venskabelige konkurrence, så var formålet at samle naboerne i området lidt.

»Vi ville gerne have folk ud at kigge på det. Og folk på vejen snakker da også meget om det, og møder man folk på vejen, taler de pænt om det. Omkring 30-35 ud af 50 plejer at stemme,« siger Daniel Lang, som bor i nummer 6 med sin hustru Camilla og deres to børn.

Han er sat lidt ud af spillet i år, da han har haft en overrevet akillessene.

»Men næste år går jeg amok,« siger han.

Foto: CSJ

Oprindeligt havde kammeraterne talt om at sætte et maks-beløb, som de måtte købe nyt for hvert år.

»Men det holdt ikke. Det stak af,« siger Jonas Møller Jensen, og Daniel Lang tilføjer:

»Ja, det skulle ikke eskalere, men det gjorde det, og nu er halvdelen af vores loft fyldt med julepynt.«

Karina Ulrich Rohde forklarer, at de i nummer 7 bruger et par tusinde kroner hvert år på nyt pynt.

»Det er ret sjovt, når man kan se, at folk lige kører ekstra langsomt forbi for at kigge,« siger hun og tilføjer:

»Vi havde nok håbet, at det ville smitte lidt af på naboerne, så det ville blive en vej lidt som Fredensgade i Hinnerup, hvor man kører til for at se på lyset.«