Fortsæt til indhold

Børn bragte juleglæde på Hammel Neurocenter

Elever pyntede op med julepynt og gik Luciaoptog for patienterne på neurocentret.

Favrskov

Der er ikke langt fra Skovvangskolen i Hammel til Hammel Neurocenter, men der er en verden til forskel på at gå i den lokale folkeskole og være patient på det højt specialiserede hospital.

Her op til jul mødtes de to verdener, da elever fra Skovvangskolen var ovre på neurocentret for at hænge julepynt op og gå Luciaoptog.

Neurocentret havde nogle bare områder, som de gerne ville have pyntet op. Det var lige en opgave for eleverne på 0. årgang, som lavede guirlander med julehjerter, de var ovre på hospitalet for at hænge op.

Da kontakten mellem skolen og hospitalet var etableret, havde skolen spurgt, om hospitalet også var interesseret i et Luciaoptog. Det ville man gerne, lød tilbagemeldingen fra hospitalet, der gerne ville have Luciaoptoget på besøg på alle syv afdelinger.

Det var en opgave for 3. årgang, der på selve Luciadag gik rundt med lys og sang i en halv time for at komme rundt på alle afdelinger, hvor patienterne med personalets hjælp var kommet ud på gangene for at opleve Luciaoptoget på nært hold.

Luciaoptoget var rundt på alle afdelinger på Hammel Neurocenter. Privatfoto

»Både patienter og personale var enormt glade for besøget. Man fornemmede, de var glade for, at der kom liv på gangene,« fortæller Susan Steensig, der er lærer på Skovvangskolen.

Glæden gik begge veje, for eleverne var glade for at få lov til at vise, hvad de kunne og havde øvet på, fortæller læreren.

»Eleverne var stolte og rørte over den dejlige modtagelse og for at få lov til at glæde andre, som vi har talt om her i julen.«

Neurocentret kvitterede for oplevelsen med lidt mad og drikke til eleverne.